Karel

Ordbog til ... rímur ... β

Grófur ljóslestur rímnaorðabókar Finns Jónssonar.

Ordbog til de af Samfund til udg. af gml. nord. litteratur udgivne rímur samt til de af Dr. O. Jiriczek udgivne Bósarimur. Finnur Jónsson ed. København: Carlsbergfondet, 1926-1928. [tengill]

haddr

hár, hárfylde, medenne belyd passer ikke í bera að Fjolnis h—i ⟨ÓLA HH, 5⟩, hvor smhængekræver betyd ’kamp’; eforvanskning ahattr (Fj. h. = hjælm) er vanskelig at antage; et nir. hadd er ukendt. — grafnings h. ⟨Dá IV, 62⟩ bet. ábenbart ’guld’, mekenningeer dárlig el. urigtig.

haðna

hunkid, h—u bræðr, bukke, ⟨Lo I, 14⟩.

haf

1, hav, h—ið rauða, út að h—inu rauða ⟨SK I, 10⟩; obetyd herase Fritzner; — Boðnar h., digterdrikke digtet, ⟨Sá X, 1⟩. Jfr. góma-.

hafa

(fö), have, h. mentir, besidde, ÓIA, 3, h. hnívið, anvende, ⟨Þry III, 8⟩, h. drengskap við, vise, ⟨Gri IV, 40⟩; h. hetjuskap a have arvet fra, ⟨Gri I, 21⟩; h. alt, følge, rette sig efter, ⟨Þr II, 13⟩; h—i þig allir vargar, gid alle ulve måtte tage dig, ⟨Gri I, 30⟩; h. sig, bevæge „sig, begive sig, h. sig framað stóli ⟨Gri II, 11⟩, h. sig upp á garð ⟨Gri IV, 28⟩, h. sig út ⟨Skí 103⟩; h. að sér; skaffe sig, tage til sig, ⟨Gri IV, 64⟩; — udtale sig, h. ueð fæsta ⟨Þr VI, 20⟩; — h. við e— kunne magte e ⟨Má V, 21⟩; — h. betr, verr, være í egod, dárlig stilling, sá hefr betr er lítils þar ⟨Ger IV, 18⟩, h. verr ⟨Þry IH, 5⟩. i Hafli, jættenav H—a niðr, jætte, ⟨Lo H, 19⟩, H—a spjöll, guld, ⟨Gr II, 48⟩; — sekongenav slóð H—a, havet, ⟨Fr IV, 32⟩; — humra H. ⟨Sá XI, 19⟩ er vist forvansket; indeholder eringeagtende kenning.

hafna

(að), vrage, hamingjah—ar (manni), vender harygge ⟨Gr I, 4⟩, jfr. ⟨St 1, 2⟩; h. ofund, aflægge, br IX, 41, hafna vrage undlade hafa h. verks, undlade at göre, ⟨Ko VI, 13⟩.

hafnarmark

2, havnemærke, bíða við h---ið, fortöjes, lande, ⟨Sk I, 60⟩.

hafnarmunni

havnens munding, dens yderste del, i h—a (sing. el. pl.2), ⟨Bj VII, 32⟩.

hag

måde at opføre sig på, adfærd, dyrsins. h. ⟨Gr VI, 53⟩; dette ord sonér. er vist ellers ukendt; nogeforahagr ( eks. no uder) kader næppe være tale o

haga

(að), indretíe, ordne, h. orðu ⟨Skí 47⟩; h..e—btil náða, være fördelagtig, god, ⟨Hj II, 36⟩; h. sér til dáða, opfore sig, ⟨La 11, 24⟩.

hagl

hagl, haglkor otárer, ⟨Skh VII, 28⟩, Bj AT, 32; — i kenninger, for kamp, h. nistar (for mistar) ⟨ÓLA 1, 21⟩; fleina h. ⟨Bl VII, 32⟩; — for spyd el. pil; sára h. ⟨Hj VIII, 20⟩; — for pil, strengja h. ⟨Sá X, 6⟩: hagleikr, kunstfærdighed, ⟨Skí 196⟩, S1, 16, kun: stigt arbejde ⟨Sǫ 111, 18⟩, fagr h. ⟨Bj VII, 14⟩, feldr með heimsins h—Kk ⟨Gei II, 18⟩.

hagligr
haglegur

adj

formálstjænlig, h—t hurða dýr ⟨Lo I, 29⟩, h—t hås ⟨La V, 9⟩, h—g gjord ⟨Gr VI, 49⟩.

hagna

(að), være fordelagtig, upers. e—h—ar vel, ehar det godt, ⟨Sǫ V, 22⟩, ⟨G VII, 41⟩; það vill ekki h., göre godt, være heldigt, ⟨Vi I, 1⟩.

hagr
hagur

(1.) fordel, held, ganga í h—g, være til det gode, ⟨Skí 64⟩; stilling, brúða h. ⟨Gr VI, 12⟩, hryggr h. ⟨Skh HH, 28⟩. Jfr. ráða-. i

hagr
hagur

adj

(2.) kunstfærdig, dygtig, ⟨Skí 82⟩ (odværge), hyggju“ h., forstandig, skarpsindig, ⟨Sk II, 27⟩. Jfr. orða-: hala, (að), hale, h. upp streng, flei ⟨Gr IV, 46⟩, ⟨Ger IV, 21⟩. Ordet er ret ungt láneord; findes ikke í oldsproget. Fritener har kuet eks. fra Máríusaga (et jærtegn), mefra et stykke, der i sproglig henseende er ungt.

hald

holde (fast) greb, fastligt h. að fótu mine be(fødder). fastholdes (meher er hald vel tvetydigt, hald = smærte), ⟨Jó Il, 24⟩, sóma h., besiddelse ahæder, ⟨BI V, 4⟩, frygðar h., udøvelse a(legemlig) omgang, ⟨Má IN, 34⟩; — vær støtte, vegligt h. ⟨Bl V, 23⟩; behandling, vera í betra h—i ⟨Hj V, 31⟩. Jfr. kristni-, upp=, uppi-, varð-.

halda

(helt), holde, h. e— holde efast, ⟨Skí 141⟩; h. e—hræddu ⟨Skí 86⟩; h. hús, bebo, ⟨Hj IV, 50⟩, h. lýði vel, holde sine folk godt, ⟨Gr I, 8⟩, h. drengi; have í sitjæneste, ⟨Gr IV, 9⟩, ⟨Fr HI, 47⟩, h. e— un: derholde, ⟨Gr VI, 4⟩; h. e—heiðr, prís, hædre, ære, e ⟨ÓlH 2⟩, ⟨Gr I, 43⟩, h. e—beiðni, opfylde, ⟨Skh VIL, 11⟩; h. gamni, beholde, ⟨Gri I, 5⟩, h. landi, styre, ⟨GrH 1, 23⟩; h. á, berare, ⟨Gr Il, 25⟩; — h—az á, holde hver í siende, ⟨Gr III; 16⟩; h. å ad finna, holde pá med at, være i færd med at, ⟨Gei I, 47⟩; h, å stridi, fortsætte med, KLV, 34; h. að lífi e—s, trænge ind på ensliv, være ved at tage ens liv, ⟨Bó IX, 63⟩, h. gamaað, finde morsomt, ⟨Bj I, 4⟩. — h. í burt, drage, sejle, bort, ⟨Skh II, 11⟩.

haldinorðr

adj

tavs, soikke siger alt, ⟨Bj V, 45⟩. halla, (að), hælde (trans.), göre noget skævt, -sv6 vill heimrinh. ⟨Bj 1, 3⟩; med dat. þeier ekki að h., det er sandhed dero ⟨Lo IV, 19⟩; upers., h—ar kveldu det lider ud pá, ⟨Skh V, 20⟩, rímu h—-ar, er mod slutninge ⟨Kl V, 52⟩; — med., h—az að hvílu gá í sæng, ⟨Gr V, 35⟩; sótt h—az á e— griber e ⟨Skh V, 5⟩; dáð h—az að e— eerhværver, ⟨La VII, 29⟩; h—az upp að, læne sig op tíl, ⟨Gri I, 9⟩; h—az ae—vige fra e forlade e ⟨Gr V, 3⟩.

hallarþak

hal-tag, Herjans h., taget på Odins hal, skjolde, ⟨G XII, 72⟩.

hallaskíða

í holduundahefla dýri h. ⟨Sá IX, 3⟩, hefla dýr er ’skib’; det ligger nær at se navnet Hallinskíði í h., medet er navpå Heimdal; det er máske brugt adigteresonavpå Odi og ’Odins skib er — sooftere ved eoverføring — digterdrikke digtet, hele sæt skulde da bet. lad os styre Odins skib videre’, lad os fortsætte med rimen(s indhold.

hallmæla

(It), tale nedsættende (om), hverjuþótti h—t sér ⟨Sk 1, 22⟩.

hallr

(1.) ste seh—ar tveir, soto rundestene, ⟨Lo II, 11⟩; — h—s (skr. haldz) lind, kvinde, (h. == stein steinasgrvi), SI, I.

hallr

adj

(2.) hældende, h. å hufi, hældende til deene side (med slagside), oOrmed. lange, ⟨ÓlB IV, 22⟩.

halr

mand, ⟨Skí 13⟩.

hamar

hammer, nakkepá eekse ⟨Skh IV, 22⟩; h. hljóða, vist ekenning for tunge(jfr. hele smhænen), ⟨ÓlB II, 33⟩. Jfr. sjóvar-.

hamartroll

1, klippetrold, tvetydigt idet det også kabet. ’eksenakke-trold’, 9: økse, ⟨Gr III, 21⟩ (fra sagaens vers).

hamaz

(að), rase, gá bersærkergang, ⟨ÓlB IV, 20⟩, ⟨G IV, 46⟩. : hamhleypa, hamleber’, esokaskifte ha osejdkvinder, ⟨Fr H, 54⟩.

hamingja

lykke, ⟨Gr 1, 4⟩, h—u brestr ⟨St II, 15⟩, h—u rau lykkeprove, ⟨GrH 1, 26⟩.

hamla

(1.) árebánd, róa úr h—u synes blot at bet. ro bort ⟨Bj VII, 20⟩; — h—u hrein skib, ⟨Bl V, 10⟩.

hamla

(2.) (að), hindre, forstyrre, ⟨Skí 140⟩, stoðar nú ekki að h. ⟨St 11, 24⟩, ⟨Ger V, 49⟩; med dat. ⟨Gri IN, 14⟩.

hamr
hamur

jfr. álptar-, fjaðr-.

handa

egl. ge pl. ahand, til h. egl. til ens hænder, til (fordel for) é metil udelodes tidlig, (eks. derpå er. h. bei ⟨Bj VIII, 28⟩), hvorved ordet bliver epræp.

handasaumr
handasaumur

’hånd-såm”, smsyning askjörteærmerne omkring hándleddet (hver morgen), tjá eh--⟨Vǫ V, 18⟩.

handatak

1, hánd-tag, tagefat med hænderne, veita hraustligt h. ⟨Þr IV, 44⟩, hart h. ⟨St III, 48⟩.

handaverk

hænders gærning, arbejde, odeforheksede kappe selv ⟨Sk IH, 30⟩.

handsal

overdragelse el. løfte, bekræftelse, ved hándslag, gjalda h., give sihánd pá noget, ⟨Þr IX, 34⟩.

handvópn

1, hánd-vábe vábe maholder í hánde(sværd, spyd, modsat pil⟩), betra h. mátti ei fá ⟨Bó HH, 78⟩; Bj Y; 19.

hann

3. pers. pro, ha (hónufindes eks. ⟨Sá X, 12⟩, ⟨Sø III, 14⟩; hufindes eks. ⟨Gri V, 38⟩, G-V, 23, ⟨Sk III, 18⟩), med egennavne h. Skíði, Baldvini ⟨Skí 122⟩, ⟨Ger V, 56⟩; níðingligt var h—s, det var enid: dingsdád aha ⟨ÓlH 29⟩.

hannyrð

håndgærning, håndarbejde, á h. kæFr V; 11. i happ, held, fordel, sejr, gera sér flest að h—i, have held með sig í alt, ⟨Skí 78⟩.

happalaus

adj

udeheld, heldberovet, .ulyksalig, ⟨Má VH, 12⟩.

happaverk

heldig gærning, dád, ⟨Gri IH, 56⟩.

hapt

bánd, hindring, slíta frá sér rauna h., provelsers bånd, tvang, egl. kuomskrivende raunir, ⟨Kr IV, 10⟩.

hardfengr
hardfengur

adj

kraftig virkende, h—t lid ⟨G IH, 21⟩.

hardligr
hardlegur

adj

hård, kraftig, h—g hefnd G IX, h—t meiDå III, 42, h—t strid ⟨Di II, 33⟩; h—g sverd ⟨Ko VII, 38⟩.

hardmannliga
hardmannlega

adv, kraftigt, h. hornid gall ⟨Må IV, 21⟩.

hardr

adj

hård, kraftig, stærk, h—ar brynjur (hårde at føle pá⟩) ⟨ÓlH 56⟩, h. geirr ⟨St II, 52⟩; kappi horð kempa ⟨Skí 29⟩; h. brestr, stærkt brag, ⟨Skí 152⟩; h. bjór, stærkt ol, ⟨Bó X, 11⟩. Jfr. feikna-, geysi-, kynja-, þrauta-.

harðastál

hárdt stål, sværd, ⟨Hj VI, 39, VIII, 24⟩.

harðla

udt. halla, adv, overmáde, h. sannr ⟨ÓlH 7⟩.

harðliga
harðlega

vist udt. hall-liga, adv, kraftigt, stærkt, h. efnd ⟨Sǫ V, 31⟩, segja h., meddele hárdt, 9: pá eindtrængende og fjendtlig måde, ⟨Gr VIII, 5⟩; hugr sagdi h. u ode slemme anelser, Vǫ Hi, 25.

har honum bregðr til hækis

sohahenfører til et ntr, hæki).

hark

lar stöj, brag, h. og styrjold ⟨Skí 183⟩, gjöra h. ⟨Hj 1, 21⟩, h. né kall ⟨Ger I, 9⟩, valda hi Sál, 25; vópna h. ⟨Gr 1, 46⟩, renna með h—i ⟨Gri VI, 38⟩, h. stendr a ⟨Þr VII, 32⟩; sov. 1. til harsl ⟨Skí 63⟩.

harka

hárdhed, kraft, njóta h—u, legemskræfter, ⟨Ko IV, 32⟩.

harkabarn

(denne og alle følgende smsætninger aharki ), slemt bar uhyggeligt bar pl. ⟨Þry I, 4⟩.

harkabrogd

pl, slemme handlinger, ugærninger, br VII, 26.

harkadrengr
harkadrengur

slemand, ⟨Skh IV, 10⟩, ugærningsmand ⟨La IV, 45⟩.

harkagestr
harkagestur

slegæst, objørne ⟨Gr VI, 54⟩.

harkagjald

dårlig, ussel, betaling (konkret), ⟨Br VIN, 17⟩.

harkaligr
harkalegur

adj

hárd, kraftig med bibetyd auhyggelig, sle h. fundr ⟨La IX, 45⟩.

harkamaðr
harkamaður

sleog uhyggelig perso ⟨Skh IV, 16⟩; pl. Må V,:10.

harkarád

slehandling; uhyggelig gærning, ⟨La IV, 10⟩. 5 harkaríma, dárlig, ussel, rime (beskedenheds udtryk), ⟨Bj III, 56⟩.

harkaz

(að), blive hárd og sörgelig, h. næsta. í ferð„u ⟨Þr IV, 46⟩.

harki

tumult, stöj, ei lítill h. ⟨Skí 150⟩; — skrabsamme dárlig gods (penge), ⟨Þr V, 45⟩.

harma

(að), sörge, med ace. sörge over e harma sveiVǫ IV,:41.

harmabót

trost for sorger, ⟨G VII, 40⟩.

harmafundr

sörgeligt mede, mede der er til sorg, ⟨Skh 1, 51⟩.

harmamaðr
harmamaður

mand der lider sorger (især elskovssorger); pl ⟨Má IV, 3⟩.

harmarád

råd, beslutninger, der volder sorg, ⟨Skh III, 18⟩.

harmaslagr
harmaslagur

sorgens sang, omskrivende for harmar ⟨Skh H, 1⟩. i i harmfullr, sorgfuld, ⟨Vǫ V, 18⟩.

harmr
harmur

sorg, h. stygðar, sorg pá grund afjendskab (eller er stygðar forstærkende 3), ⟨Kr IM, 44⟩.

harpari

harpespiller, pl ⟨Fi H, 22⟩.

harri

konge, ⟨ÓlB V, 11⟩, ⟨Vǫ V, 14⟩; — ligefreoTor ⟨Lo 1, 19⟩.

harsl

hárd stenet vej, (aharðr; „ujævnheder pá frossevej“ Blöndal), ah—inu (v. 7 harkinu) því hinu langa ⟨Skí 63⟩.

hasta

(að), haste, upers. ekki h—ar ⟨Sk 1, 55⟩ (láneord fra lavty.; hastí hastorðr har intet hermed at göre, da det stár for harst-, jfr. herstaz).

hastr
hastur

adj

vred, bitter, ond (F harstr), ⟨Gri 1, 42⟩.

hataz

(ad), hade, nære had, h. við e—⟨Gr IV, 5⟩.

hattr
hattur

hat, síðr h. ⟨Gri I, 50⟩; seh. sé hafinal’ hafði ⟨BL VI, 6⟩; — h. Þriðja, hjæl ⟨Gri VI, 42⟩.

hauðr

land, jord, ⟨Skh II, 16⟩; — í kenninger, for hoved, heila h. ⟨Gr II, 19⟩, brúna h. ⟨Hj VIN, 16⟩; — for guld, frænings h. ⟨Gr IV, 45⟩; — for himle stjörnu h. ⟨La IV, 14⟩; — for havet, laxa h. ⟨BL VIH, 21⟩; — for ar hauka h. ⟨Jó 1, 49⟩; — for gudehov, goða h. ⟨Bó VII, 34⟩.

haugbúi

höjbo, ⟨Gr IV, 42⟩.

haugr
haugur

höj, Fenris h. synes brugt ogúld (F. altsá ved fejl soslangenavn) ⟨Bj VII, 10⟩, meteksteer noget mistænkelig i det hele. Jfr. rausnár-.

haukr
haukur

heg, í kenninger, for skib, flóðs h. ÓLA I 4, flæðar h. ⟨Dá I, 33⟩, siglu h. ⟨Må II, 30⟩, ⟨BI HI, 18⟩, dælu h. S1, 8, Geitils h. ⟨Fr III, 11⟩; — for ravne, det samlede udtryk er da identisk med ’sind’, “tanke’, Fundins h—ar (se Fundinn) ⟨ÓIA II, 1⟩, h—ar Hárs ⟨Hj 1, 5⟩, jfr. h—ar seHár átti ⟨Jó I, 9⟩, Fjalnis h—ar U VI,.6, Viðris h--ar ⟨GrH I, 4⟩, Kjalars h—ar ⟨Gri VI, 4⟩ (jfr. ferja); — benja h—Kk ⟨Sá IV, 69⟩ kaikke være rigtigt; rimeligvis skal der læses laukr og brast í defølgende l.

hausamót

pl, egl, sammenstødet ahjærneskallens enkelte dele’, hjærnesö h—ihlupu í sundr ⟨Bj V, 26⟩, halda h—ue—s, egl. *holde oens hoveð’, 9: slá eihjæl, ⟨Bó VII, 64⟩.

hausta

(að), blive hest (efterár), tekr að h. ⟨Gr 1, 32⟩; h. að ⟨Gr VI, 35⟩.

háð

há hánende omtale, h. urekka ráð ⟨ÓlB IV, 5⟩.* háðsmaðr, háner, spotter, pl ⟨G IX, 27⟩.

háðugliga
háðuglega

adv, pá ehánende máde, ⟨Kl I, 37⟩.

háðugligr
háðuglegur

adj

udsat for há sobör el. kahánes, foragtelig, ⟨La 1, 64⟩.

háðung

forhánelse, ska h. mest ⟨Þr II, 53⟩; gjöra e—h. ⟨Má IX, 79⟩.

hála

jættekvinde, Lo Il. 23; h—u stúfr, uw, ⟨G IX, 25⟩.

háleitr
háleitur

adj

aðj, höj, h—tt naoOlad. hellige, ⟨Þr VI, 5⟩; h—t skrí höje (hellige) helgenskri ⟨Gei IV, 7⟩.

háleyskr
háleyskur

adj

hálogsk, h. halr ⟨Sǫ IV, 49⟩.

hálfa

egl. halvdel, brugt ode enkelte verdensdele, aolluh—uSå IX, 20.

hálmfang

’halm-favð, efav(knippe) hal ⟨Vǫ V, 44⟩.

hálmr
hálmur

hal især degulvet var belagt med, sitja í h-i ⟨Hj IX, 54⟩.

hálmvisk

£ halmvísk, hvergi þyngri eh. ⟨St VII, 13⟩.

háls

hals, bóga h.;, deene (svajede) ende abue ⟨ÓlB V, 9⟩.

hálsbein

m hals-knokkel, missa h. sitt, blive halshugget, ⟨Fi V, 48⟩. I; hálsfang, hals-omfavnelse, tageohalse í pl. h—fong og kossar ⟨Skh VII, 24⟩; ⟨La III, 32⟩.

hár

adj

(2.) höj, lang ohár og negle ⟨ÓlH 61⟩, olydebrátt muhátt u snart vil lyde (gjalde) höjt, ⟨ÓlB IV, 13⟩; hátt adv. i höj grad, gjöra heiðr hátt, vise höj hæder, ⟨ÓLA II, 16⟩; god, kjósa á hærra, have noget Mpperligere at vælge, ⟨Skí 116⟩; — drykkja há ⟨Má V, 12⟩, vlstihá sst. VII, 36. Jfr. máttar-,

hár

(3.) áretol, róa á yrkis há ro pá digtningens dretolle, digte (der tænkes pá dværgeskibet), ⟨Sá VII, 2⟩.

hár

(4.) hár, standa á h—i, være sá skarp at et hár skæres over, ⟨Kr IV, 53⟩.

háski

fare, h. storms og sjóvar ⟨Skh IV, 30⟩.

hátta

(að), gá í sæng, ⟨Skí 36⟩, ⟨Kr IH, 59⟩. — Dettil grund for dette verbuliggende subst. er háttr, indretning, ordning; dette orð er í pl. blevet brugt i desærlige betyd ordning asovepladserne (sængen) oaftenen; ordet brugtes særlig i dat. i udtryk soat nå h -um; i denne betyd løsnede ordet sig fra håttr, pl.

háttaskipti

1, afveksling i versemål, færa harmaslag í bh.) her ny rime (i andet versemál), ⟨Skh 11, 1⟩.

háttr
háttur

(ar), máde, ordning, máde at være på, tígnir h ir, sæder (i et kloster), ⟨La IX, 101⟩; flærdar h., omskriv. for flærd, ⟨La IX, 65⟩; — versemål, vanda hått å visu ⟨Gr III, 1⟩, h. og þáttr ⟨Gri 1, 62⟩, fræða h. ⟨La II, 1⟩, mansengs h., omtr. == mansengr, ⟨Gr VIN, 2⟩, 11 dýri h. ⟨Ger VI, 48⟩, forh. ⟨Ko I, 7⟩. leggja hátt á að glósa ⟨La 1, 5⟩; her kadog h. bei. indretning, máde at indrette pá í almlh. — hættir, sængetid, kalla að h—u ⟨Skh VII, 58⟩; í sing. einhvers h—ar ⟨Vi 1, 25⟩; jfr. hvað der er sagt ved hátta. Jfr. flærðar-, orðs-, reiði-, vísu-.

háttung

fare, (= hætting), heyja h. ⟨St VII, 62⟩.

heðra

adv, her, ⟨Sǫ 11, 37⟩.

hefð

ære, hæder, ophöjelse, veita alla h. ⟨Fr III, 6⟩, ⟨Dí 1, 18⟩, h—ar stór ⟨Fr IV, 43⟩.

hefill

hejsetov (pá skibsráen), ⟨ÓlB 1, 27⟩.

hefja

(hóf), hæve, lofte, vóru hót hafi maudstodie trusler, ⟨ÓlH 7⟩, h. upp gxi ⟨Skí 132⟩ (kunde ogsá komme afhafa), hafinfrá grondu fjærnt fra, ⟨Bj I, 8⟩.

hefla

(að), hövle, glatte, h—að asilfri, udstyret med salv (glattede salvplader?); ⟨Sǫ 11, 25⟩.

hefladýr

heisetovsdyr’, skib, ⟨Gr VI, 21⟩.

hefna

(nd), hævne, straffe, h. e—villu (acc.) ⟨Gei 1, 49⟩, h. þrjósku ⟨ÓlH 23⟩, h. á e--⟨Gri IV, 47⟩, h—az á e—⟨Gr VII, 36⟩, seh—az eigu Þr fx, 32; — Atla trúig að einuh—-i bet. vist ’Atle (Tor) føler sig tugtet, foler sig ilde tilmode’, Þry H, :5.

hefndarverk

hævngærning, gærning der kræver hæv ⟨Hj VII, 10⟩.

hefring

bølge, ⟨Ko VII, 16⟩.

hegða

(að), opføre sig ( h. t. høviskhed og gode sæder), abs. hvé lýðir skyldu h. ⟨Vǫ I, 16⟩; h. sig ⟨Sk H, 14⟩.

hegðan

{, adfærd, opførsel, heimsins h., belevenhed, ⟨Skí 68⟩.

heggr
heggur

hæg (hægebærtræ), Í kenninger for mand,“ bauga h. ⟨St II; 46⟩; laufa h. ⟨Lo IM, 21⟩, darra h. ⟨Fr V, 43⟩.

heidrsmadr

hædersmand, hæderfuld mand, pl. ⟨Gr IV, 5, VI, 4⟩, ⟨Skh VI, 40⟩, ⟨ÓLA I, 21⟩, ⟨Ger HH, 38⟩.

heiða

(dd), klare op, upers. h—ir sorgar sky ⟨Skh HI, 1⟩.

heiðarfiskr
heiðarfiskur

’hede-fisk’, slange, h. engræni ⟨Gri VI, 27⟩.

heiðarlaus

adj

udehæder, ære, oLoke ⟨Lo 1, 14⟩.

heiðarliga
heiðarlega

adj

hæderligt, ærefuldt, ⟨St II, 34⟩.

heiði

(1.) gave, Oma h., skjaldedrikke digterævne, ⟨La II, 3⟩.

heiðinn

adj

hedensk, h—idrótt ⟨ÓLA 1, 17⟩, hi- bók, bog med fortidskundskaber (trolddom), ⟨Gri V, 30⟩, hb—itrell ⟨Hj V, 21⟩.

heiðni

hedenskab, ⟨OIB III, 6⟩.

heiðr

(1.) hede, i kenninger for havet, humra h. ⟨IB H, 22⟩, sílda h—ar ⟨Bj VII, 45⟩; birtings h—ð ⟨Fr HH, 30⟩; her kunde h—ð være kortet forF heiði, hvis det ikke er fejl leið.

heiðr

(2.) (rs), hæder, ære, halda e—h. (= heiðra e—n) ⟨ÓlH 2⟩, gjöra horguh.; hædre, 0: være hedensk, ⟨ÓLA HH, 16⟩, h—ri meðr Gr 54 heiðra, (að), hædre, ære, h. holl með drykk og songu d. v. s. drikke og synge i halle ⟨Skh 11, 26⟩.

heiðrliga
heiðrlega

adv, hæderfuldt, ironisk Gei ⟨I V, 31⟩.

heiðrsbú

godt bo (gárd), reisa h. Skh F; 5.

heiðrsfljóð

1, prægtig kvinde, ⟨U V, 39⟩.

heiðrsfullr

adj

hæderfuld, hæderlig, hirðih--l Bj „15.

heiðrsgrein

hædersart, omskriv. heiðr, ⟨ÓLA II, 0⟩: heiðrsjungfrú, hæders-jomfru, ⟨Skh 1, 19⟩.

heiðrskappi

hæderfuld helt, ⟨Bj 1, 19⟩.

heiðrskvinna

hæderskvinde, ⟨Gr V, 22⟩.

heiðrskvón

hæderfuld hustru; ⟨Bj VII, 6⟩.

heiðrsmeistari

hædersmester, udmærket mester, ⟨Má 1, 72⟩.

heiðrsorð

1, hædrende ord (tiltale), ⟨ÓLA H, 15⟩.

heiðrsvíf

1, hæderskvinde, ⟨Kr 1, 50⟩.

heiðrsþjóð

hædersfálk, hædersmænd, ⟨U V, 19⟩.

heiðs

(v. I. heiðar, urigt.) ⟨Ko VI, 4⟩ giver ingemening; móður mellu dólgs {== Þórs) 9: jarðar vilde give meniug, hvis heiðs var slangenav meet sádant kendes ikke; jfr. meiðir.

heilagr
heilagur

adj

hellig, h. hilmir, d. v.s. helgengjort, ⟨G VI, 70⟩, h. dómr ⟨ÓlH 62⟩. i ’ heili, hjærne, í kenninger for hoved, h—a hauðr ta Ul, 19, h--a borg ⟨Gr VIN, 40⟩, h—a hellir ⟨Gr HI, 21⟩.

heill

adj

hel, karsk, h. og sæll ⟨Skí 92⟩, að h—umer ⟨Ski I, 47⟩; vera ah—u, være oprigtig, være virkefi, ÞrX, 24; svó vil eg h,, vela(med mig), ⟨Lo 1, 23⟩, til, 1, HH, 2. Jfr. brjóst-, ís-.

heilla

(að), forhekse, lokke ved trolddo h. e—-⟨Hj X, 36⟩.

heillabann

1, ulykke, uheld, ⟨Skh I, 45⟩; bíða h. ⟨Sá V, 25⟩.

heillaleysi

mangel på lykke, ulykke, ⟨Þr IH, 55⟩.

heilráðr

adj

sogiver gode, oprigtige, råd, oprigtig, ⟨Kr VII, 17⟩.

heilsa

(ad), hilse, (konstrueres på flere måder), med acc., h.. e—⟨Gr V, 11⟩, ⟨Skh II, 21⟩, ⟨Vǫ V, 22⟩, ⟨Hj X, 21⟩, ⟨St II, 13⟩, med dat., h. e—St VH, 32; h. á e-⟨Skí 57⟩, h. uppá e—⟨Gr VI, 10⟩.

heilsan

hilse(måde og ord at hilse på), Vi I 14.

heimadrótt

hjemmets folk, beboerne aegárd, ⟨Bj 1, 40⟩.

heimaleikr
heimaleikur

leg(e) í hjemmet (modsat heltebedrifter i viking el. lig), ⟨St 1, 36⟩.

heimalýðr

hjemmefolk, ⟨Þr IH, 13⟩, ⟨Lo 1, 23⟩, heimamaðr, hjemmemand, eder hører til egård, til ehusstand, pl. ⟨Þr VI, 38⟩.

heimanferð
heimanferð f

rejse hjemmefra, Hj Ul, 39.

heimaseta

hjemmesidde forblivehjemme, GIX, 25.

heimboð

indbydelse (til gæsteri), veita stór h. ⟨Þry I, 12⟩; stofna h. ⟨Skí I, 15⟩: Heimdallr, det er usikkert, hvilkefordigterne ”har brugt; i hdss. findes (i no) -dall, -dæll (Pry I, 1), ge -dæls, ⟨Skí 127⟩; H—s hjorr, hoved, ⟨Gri III, 60⟩; H—s drykkr, skjaldemjåde digtet, ⟨G VIII, 2⟩ (her synes H. at stå soOdins-navn).

heimgás

hjemme-gás’, tagås, pl. ⟨Gr I, 17⟩ (fra orig. sag.).

heimill

adj

hjemlet, til rede, ⟨Gr VI, 13⟩.

heimr
heimur

w, verde verdensdel, norðr í h—a, í nordiske lande, ⟨ÓlH 64⟩, hafa ljótah have eslet verde 2: have esleskæbne, U, 15; gleðinnar h., omskriv. gleði, ⟨Skh VI, 49⟩; h. gumna, menneskenes verde mesmhængeer vist forvansket, ⟨Dá IV, 23⟩; — í kenninger, for hav, síldar h. ⟨Gr III, 55⟩, ⟨St VII, 30⟩, gjálfrs h. ⟨U VI, 51⟩, kólgu h. (stranden2) ⟨Ko I, 75⟩; — for Valhal, Viðris h. ⟨GrH IV, 12⟩, meher hører Vidris snarest til drósi2: valkyrje, da er heiadv, hjem; — for ar hauka h. ⟨Sá ll, 21⟩; — for elskov, Veneris h. ⟨Sk I, 2⟩; — Boðnar brosmu h. ⟨Gr 1, 1⟩ er uklart, se brosma og Boð Jfr. undir-.

heimska

, dumhed, h. að mæla slíkt ⟨Hj I, 49⟩.

heimskligr
heimsklegur

adj

du h—g hót ⟨ÓlH 7⟩.

heimskr
heimskur

adj

du engi veit hvar h. sitr eþegja má ⟨Sk II, 1⟩. Jfr. måttar-, heimsliga, adv, dumt, ⟨Gei HI, 9⟩.

heimta

(1.) krav, fordring (oskat), pl. ⟨Bó HI, 41⟩.

heimta

(2.) (mt), hænte, trække, h. út skin trække skindet (huden) ud, ⟨Gri V, 23⟩; h. sorgir, lide sorger, (egl, samle pá; der er dog v. l., menæppe rigtige), ⟨Gri V, 26⟩.

heimugliga
heimuglega

adv, fortrolig. ⟨Gri IV, 11⟩.

hein

hé hvæsseste h—-ar láð, sværd, Vǫ 111,.38, h--ar gól d. ’s,, VoV, 8; —sá er h. (dat.) réð hvetja ljá, 2: Odi ⟨G V, 2⟩.

heipt

vrede, forbitrelse, h—ir pína ⟨Gri H, 14⟩.

heiptargjorð

handling udsprungeavrede, ⟨Så V, 28⟩ (her dog kuomskriv. heipt).

heiptarlund

vredt sind, ⟨Gri IH, 12⟩.

heiptarmál

vred, forbitret tale, forbitrelse, ⟨Gri 11, 22⟩.

heiptarorð

vrede ord, SIH, 28.

heistríð

nr, dødelig sorg, kummer der medfører døde ⟨Må IX, 55⟩.

heit

lofte, ⟨Gr VIN, 64⟩; með kurteis h. Gr 1/,58, her synes ordet at bet. lader, el. udtalelser.

heita

(hét), love, heitr morgu(9; manni) sóma ⟨ÓlH 36⟩, med. h---az, udstøde trusler, h—az vid ⟨Så VII, 44⟩.

heiti

nav inna h. ÓLIH 22; forh., ordet er her meget omfattende, metager særlig sigte pá skjaldesprogets art, ⟨Lo I, 1⟩.

heitorð

1, lofte, især ekvindes oægteskab, få h. (konu) ⟨G H, 19⟩.

heitr
heitur

jfr. brenn-.

heitstrenging

höjtideligt lefte, ⟨Fr HI, 49⟩.

heituketill

bryggerkedel, ⟨Gri V, 41⟩.

hekla

kappe (især med hætte; oordet se Falk, Kleiderk. s. 189 ), græh. br VIII, 29, ⟨Kl IV, 28⟩, blåflekkått h. ⟨Ve III, 34⟩.

hel

hel, dod, kvað ráðið h. (næppe ntr. her) ⟨Gr VI, 55⟩, berja til h—jar ⟨Skí 161⟩, færa til h--jar ⟨Þr X, 27⟩, hafa e-í h—-ju ⟨Þr IH, 58⟩, bíða h—jar fund, dø, ⟨Ko VIII, 50⟩, kanna h—jar dyrr, d. s., Fi VIÐ, 26; h -jar sótt, dødelig sygdo ⟨Skh IV, 17⟩, h—jar grand, døde ⟨U IV, 27⟩, h—jar sok, dødsårsag, ⟨G VI, 16⟩, hitta h jar ran do, ⟨Þr IV, 46⟩, hugsa e—h—jar ran ⟨La IX, 64⟩, vefja h—jar skauti að e—- bringe edøde nær, ⟨Skh VII, 33⟩, fá h—-jar sið, do, ⟨Sá VI, 24⟩; fá h—jar bið (pl) ⟨Sá VI, 32⟩; sitja á h—jar reit, være dodenær, ⟨SVI, 40⟩, troða h---jar stíga ⟨BL 1, 45⟩, veita h—jar rekkju, slá íhjæl, ⟨Gri 1, 53⟩; að h—jar launu til lö erstatning, for (detilföjede) død, ⟨Bl VII, 44⟩.

heldr

adv, komp., temlig, í temlig stærk grað, farah. ahljóði ⟨ÓlH 58⟩, h. líðr á stundir Gri {, 4, h. stirt ⟨Gr 1, 22⟩.

heljarkall

forbandet karl (mand), oTrand í Gata (meikke alvorlig ment) ⟨Þr VI, 38⟩.

heljarmaðr
heljarmaður

“ fordærvelig perso forbryder, pl ⟨Skh V, 41⟩, ⟨La V, 30⟩.

heljarstund

dodstime, dvelja h. e—s ⟨Ko HH, 60⟩.

heljartrúðr

modbydelig gögler, ofæringeSigurd, ⟨Þr VIII, 32⟩.

hella

(It), hælde, øse, overspråjte, marr h—ti dri(acc.2) á ýta ⟨Sǫ Hl, 6⟩; intr. blóðið h—-ir úr benju ⟨Bl IV, 2⟩ (feil blóði?).

hellir

hule, heila h,, hoved, ⟨Gr HI, 21⟩.

helliskúti

elille åbehule i eklippe, h. í homru ⟨Gr VI, 51⟩; fylkir h—a, jætte, Lo I 10.

helsti

adv, temlig (forstærkende), h. skjótr ⟨ÓLA 1, 32⟩, jfr. helst til ⟨Skh I, 33⟩.

hem

ordet findes hos BjHald í bet, exuviæ („hud, ham“), Blöndal har ogsá betyd %ynd is’; í upp vóru h—iá ristu ⟨Skí 192⟩ synes ordet at bet. deøverste del askoetil begge sider (efter at bundeer trådt i stykker), d. s. s. vårp med enedhængende strimmel skind; på grund ahullene var resterne askoene kommetil at sidde helt oppe på vriste hempa, kappe, Sorla h., brynje, ⟨Gr VIII, 15⟩. Jfr. Falk Kleiderk. 192.

henda

(nt), gribe med hånde tåge, samle, h. gamaad e—u, have moro a(ved) noget, ⟨Skh IV, 4⟩; h—az sorgar myndir, høstes sorger, bekymringer, ⟨Skh VII, 6⟩; hentr og spentr asorg, betaget a ⟨Ger VI, 41⟩, h. sverd með munni, gribe, ⟨Hj III, 17⟩; — kaste, h. (sverð) ⟨ÓLA 11, 22⟩, h. spjót ⟨Bó IV, 33⟩.

hendilangr
hendilangur

adj

tjænstvillig, folgagtig, h. harmr, sorg der klæber fast ved e ⟨Skh 1, 33⟩.

henta

(1.) (nt og að), passe, for h—ar mér ⟨Lo 1, 8⟩, þetta h—ar mér ⟨Hj II, 44⟩; seh—ar ⟨Hj XI, 50⟩, see—h—ir ⟨Sǫ IH, 9⟩, jfr. ⟨Sk IH, 32⟩.

henta

(2.) (að), udtalefor heimta, hænte tilbage, h. aptr hamar ⟨Þry I, 16⟩.

hentr
hentur

adj

passende, h—ara væri e—-⟨Skh VI, 10⟩, ⟨St I, 37⟩.

hepta

(pt), stanse, h—iz styrr ⟨Gr VIN, 6⟩, h. blíðutal ⟨Gri IV, 18⟩.

herað

herred, bygd, h. Borgarfjarðar ⟨Skh I, 7⟩; h. í Angri ⟨Fr IV, 48⟩.51.

herboð

hærbud, indkaldelse ahær, láta h. ganga ⟨Sá IX, 8⟩.

herbúð

’hær-bod’, krigstelt, (í pl. h—ir leir), G iI, 52.

herdir

(1.) esogår, udfører, noget hårdt, kraftigt, i kenninger for mand, h. dåda ⟨St I, 37⟩, h. rómu ⟨G IX, 41⟩; eder arbejder kraftig med sværd, skjold, h. sverða ⟨Dá IV, 58⟩, ⟨Ko V, 28⟩, h. laufa ⟨La MI, 41⟩, h. randa ⟨St V, 21⟩, h. ríta ⟨OLA II, 15⟩, ⟨La I, 78⟩; í analogi med disse kenninger, der ikke er helt logiske, er e sådadannet soh. ngöru stétta, hvor h. må opfattes so’kraftig uddeler, ⟨Kr VII, 42⟩.

herdir

(2.) ild, ⟨Lo I, 22⟩.

herða

(rd, rt), gåre hård, forstærke, udføre kraftig, h. skot :ÓlH 12; h. strengi, stramme (ovinden), ⟨Gr VII, 46⟩, segl hert við síma ⟨ÓlB I, 4⟩; upers. veðrih--ir ⟨Þr IX, 2⟩; h. til bæjar, begive sig rask hetil, ⟨Gr VII, 21⟩; h. sig, göre sig hárd, anstrænge sig, h. sig með magni ⟨Hj IV, 31⟩, h—az að vígi ⟨Sg V, 23⟩; part. kraftig udstyret (med), kappi herðr ⟨Skí 16⟩, ⟨ÓLA II, 9⟩, ak-í bh. SIM, 35, heiptuh. ⟨ÓlB HI, 22⟩, sænduh, ⟨Sy HI, 11⟩, sveit rómu herð, hærdet ved kamp, el. kraftig til kamp, ⟨Så V, 23⟩, —upers. h--ir að lífi, det trænger ind på livet, eer ved at dø, ⟨Kr I, 39⟩. — h.

herðar

St I2 i eforvansket smhæng; v. Il, er hríðar; hefr (0: hefur); s linje er metrisk urigt., v. 1 dertil er hefris, der fyldestgör versemálet, meer ellers eukendt ord.

herðarblað

skulderblað, ⟨Gr VIH, 11⟩, ⟨Gri IM, 39⟩, pl. ⟨St I, 26⟩.

herðibreiðr

adj

bred over skuldrene, ⟨Sá VII, 33⟩.

herðiþundr

’hærdende, forstærkende, Tund (Odið’, h. hildar, kriger, ⟨Dá IV, 56⟩.

herðr

skulder, nema háls og herð (sál. acc.) ⟨ÓlB IV, 33⟩; niðr frá herð (dat.) ⟨Gri IV, 37⟩.

hergrund

ábenbart ekvindekenning, mehermá være galt, ⟨Hj 1, 12⟩; eller et egennavn? herhlaup, 2, anfald a(efjendtlig) hær, ⟨Sǫ H, 31⟩.

herja

(að), fore krig, hærge, ljúft að h., kæmpe, ⟨ÓlH 10⟩; h. heiad e— foretage krigstog mod, ⟨Fr II, 6⟩.

herjan

(2.) (låneord fra lavty. hergen|sone)), bruges i skældsori og udskældende tiltale, h—s so(sun), ⟨Gri V, 38⟩, ⟨La IX, 72⟩, ⟨Må IX, 82⟩, ⟨Så V, 42⟩, ⟨Vi I, 51⟩, h—s kundr ⟨Fi V, 54⟩; med andre ord (end son) pinh—s hottr (s. d.), diforbandede karl, ⟨Skí 60⟩, h—s slinni ⟨Må IX, 22⟩. Det er muligt, at mapå Island har ved dette ord tænkt på HerjasoOdinsnav i betyd

herlið

krigerskare, hær, OIH 36, båa h. ⟨Se I, 22⟩, meiða h. S9 1, 21.

herligr
herlegur

adj

(láneord fra ohty. herlich, mekunde se ud soet hjemligt ord, aherr), prægtig, udmærket, h—g þjóð ⟨Skh IV, 4⟩, ⟨ÓlB V, 1⟩, ⟨Kl 1, 33⟩, h—t fólk ⟨Ger 11, 33⟩, h—t mengi ⟨Dá I, 41⟩; h—g frú ⟨G IX, 20⟩, h—t ví ⟨Ger I, 29⟩, ⟨Dá IM, 31⟩, h—t sprund Fi VIL 50; h—t sæti ⟨Dá I, 13⟩; h—t vígi ⟨ÓlB IV, 11⟩.

herligsveinn

udmærket mand, hofmand, i pl, ⟨Sk II, 42⟩.

herma

(md), berette, meddele, ⟨Gr IV, 56⟩, ⟨Fr II, 32⟩; h. á e— beskylde e ⟨Skh HI, 58⟩.

hermaðr
hermaður

kriger, pl ⟨ÓlB I, 1⟩.

hermannligr
hermannlegur

adj

krigermæssig, audseende, StIl, 31, ⟨Sǫ IV, 46⟩, hár og h. ⟨Dá I, 20⟩.

hermargr
hermargur

adj

overmáde talrig, ⟨Gei II, 42⟩.

hermdartal

vred tale, fornærmelig tale, ⟨Så IH, 18⟩.

hernesk

harnisk, rustning (ty. låneord, harnasch, omdannetefter her-; ellers i formeherneskja), ⟨Kl V, 40⟩.

herr

jfr. kynstra-, ófa-, ógnar-.

herra

herre, fyrste, ⟨OIA I, 3⟩, h. merkr ⟨Gr VII, 61⟩, h. húss ⟨Gri IN, 11⟩; konge, ⟨Gri VI, 55⟩, ⟨Fr V, 27⟩; feraet nav h. Hálfda ⟨Sǫ I, 29⟩; — gud, ⟨Jó II, 3⟩.

herralaus

adj

herrelos, gjöra Serki h—a, bereve Særkerne deres konge (ved at slá haihjæl), ⟨Ger VII, 42⟩.

hersir

herse, fornemand, hövding; det er især denne betyd ordet har, meget ofte i Fr; ⟨St I, 16⟩, ⟨Gei IV, 20⟩, oTor, ⟨Lo IV, 17⟩.

herskapr

krigerdygtighed, krigervirksomhed, semja e—vid h—p, lære ekrigskunst, ⟨Vǫ VI, 28⟩, kringr við h—p St 1 11; fæla stirdah—p, afskrække fra krigsfærd, ⟨Gri H, 32⟩.

herskip

krigsskib, ⟨Gri I, 29⟩.

herskrúð

a, krigsrustning, h. bjart ⟨Sǫ IV, 18⟩.

hertugadómr
hertugadómur

hertugværdighed, taka h—KI YV, 48; h—s veldi, hertugdömme, ⟨He IV, 45⟩.

hertugadæmi

1, hertugdömme, ⟨GrH II, 20⟩.

hertugi

hertug, pl Sǫ I 30.

hervópn

krigsvábe ⟨Þr IV, 8, IX, 24⟩, ⟨Dá 11, 46⟩.

hess

dette enestáende ord er rimbestemt og í siforfuldkommesikret, mev iøvrigt er det dunkelt, det findes í kenningebrynju h., mand, ⟨Bó IV, 43⟩; eforkortelse ahessir kader næppe være tale o da dette ikke brugtes sáledes í kenninger; udgiv. aBó minder ono. hess, oebestemt nagle, medette ord er hyppigst hes og könnet passer dárligt. Kunde matænke pá eforvanskning ahasl (hesli)? hestahås, hestestald, ⟨Gr IL, 9⟩.

hestbein

pl, hesteskelet, ⟨Gr IV, 34⟩.

hestr
hestur

kraftig hest, ⟨Sá IV, 75⟩.

hetjuskapr

helte-egenskaber, dådskraft, Gri 1,.21.

heygja

(95), håjlægge, ⟨Gri II, 38⟩.

heyja

(håda), udføre, h. fleina fund ⟨St IV, 8⟩; h. gama more sig (ironisk), ⟨Bó II, 53⟩; h. flaustr á láði, anbringe skibene på land, ⟨Fi VIII, 21⟩; — meisla hådr má bet. ’bevirkende lemlæstelser, sår’, medenne brug apart. pass. er lidet naturlig, ⟨Så VI, 17⟩.

heyra

(rd), høre, såmme sig, sedugandi manni h—ði Gri 20, jfr. ⟨G VI, 39⟩. = heyr horelse, lytte setja h. við kin lytte opmærksomt, ⟨Sá VI, 1⟩.

heyrnarprúðr

adj

með udmærket hareævne, oHeimdal ⟨Þry HH, 8⟩.

heyrska

hoviskhed (ordet er dannet aheyskr, der vel er sammentrukket ahæverskr og sofindes i litt., se Fritzner), ⟨He 1, 27⟩.

hér

adv, her, í forb. h. næst ⟨Skí 83⟩, ⟨Gr III, 45⟩; h. undir ⟨Skí 89⟩.

hildarsækian

adj

kampivrig, ⟨Gri HI, 17⟩, ⟨Bj VIN, 4⟩, hildigríma, f£, hjæl(egl. kampmaske), ⟨Hj V, 26⟩.

hildr

kamp, ⟨Gr VII, 27⟩, ⟨ÓlB IV, 15⟩, h—risú ⟨Ger VII, 46⟩. — Valkyrjenav í kenninger, for kvinde, auðar H. ⟨Vǫ H, 23⟩, hringa H. ⟨ÓLA I, 1⟩, ⟨Hj X, 53⟩, mens, menja H. ⟨Skh V, 36⟩, ⟨GrH IH, 2⟩, ⟨Jó HH, 18⟩, H. hálsa báls ⟨Fr V, 20⟩; H. ægis ljóma Sf11, H. hrannar báls ⟨SV, 1⟩, H. sædags ⟨Fr IV, 35⟩; H. fófnisláða ⟨Fr I, 49⟩, H. fófnis teiga Fr, 44, H. frænings kletta, grjóta ⟨Fr V, 12⟩, ⟨Hj XI, 47⟩; H. Grímnis mála ⟨Dí III, 1⟩; refla H. ⟨G VII, 29⟩, ⟨Di II, 6⟩; — for kamp, heina H. ⟨Bó IX, 29⟩. Jfr. silki-, tígnar-.

hilmir

konge, oftere eks. ⟨ÓlH 3⟩.

himian

himmel, h—na hall ⟨ÓlH 2⟩.

himnakóngr
himnakóngur

himlenes konge, gud, ⟨ÓlH 25⟩.

himnakraptr
himnakraptur

Itimmelsk kraft, ⟨ÓlB V, 21⟩.

himna og hinna (den ældre form)

hinde, ⟨Må 1, 50⟩, IL 67, ⟨Di I, 23⟩ (hinna er vel snarest digternes for GAndrj. har bægge former).

himneskr
himneskur

adj

aðj, himmelsk, h—t hold (legeme) ⟨Fi V, 31⟩.

hindr

hindring, h. á sigling S9 1, 3, eigi var h. (her synes ikke h. at kunne bet. andet, odehurlige tilsynekomst) ⟨Gri V, 42⟩; orða h., nedsættelse i ord, ⟨Sǫ IV, 6⟩.

hindra

(að), hindre, h. vilja e—s ⟨Vǫ V, 20⟩; upers., svigte, h—i þrótt ⟨Lo HH, 22⟩.

hinn

pro de, hi de(betonet), h. kognýr, et sádant gny, ⟨Gr VIH, 35⟩, h. kodagr, dedag ko(her er h. ikke særlig stærkt at betone), ⟨ÓlB 1, 7⟩. Debestemte artikels forer vanskelig helt at bestemme, hdss. har stor forkærlighed for en

hirdir

røgter, plejer, besidder, i kenninger for mand, h. orma setra ⟨Skí 86⟩, h. ófnis fitja ⟨Bó 1, 27⟩, h. hraunþvengs fitja ⟨Gr VII, 31⟩, h. grettis palla ⟨Má IV, 23⟩; h. klækja, lastefuld, forvorpemand, ⟨Fr IM, 49⟩; h. lista, emand í besiddelse amange idrætter, eudmærket mand, ⟨Má IX, 62⟩.

hirða

(rd el. rt); bryde sig o hanskaltu ei h. að nefna, lad være med at, ⟨Skí 111⟩, --eje, h. Hildar vóð ⟨Hj V, 30⟩. .

hirðmaðr
hirðmaður

hirdmand, h—-s nafSkh 1, 25.

hirsla

skri kiste, ⟨Skí 13⟩. 105, ⟨Bó II, 70⟩ (kaldes straks efter kista), jfr. hirslutgtr ⟨Skí 197⟩. Jfr. bragða-.

hirtir

vistnok s. s. hirðir, plejer, fodegiver, h. varga, mand, ⟨Gr 1, 42⟩.

hitta

(tt), træffe, fá, h. dauða ⟨Gr VH, 30⟩, h. heljar ran d. s., ⟨Þr IV, 46⟩; h. blíðadag, få egod dag (i et ønske), ⟨Fr III, 5⟩; h. í sút, rammes asorg, ⟨Skh 11, 3⟩; h. enhelga kross, besøge (omenpilgrimsrejse), ⟨Gei I, 28⟩.

híð

hi, leje, fornt h. ⟨Skí 165⟩; klæðning, stafkarls h. ⟨Fr IV, 41⟩.

híðbjörn

hibjör Gr VÍ, 47, Gri VÍ, 13.

híma

(md), stå stille (soi tanker el. i følelse aforladthed), h, nidr ⟨Bl V, 27⟩.

hjala

(að), snakke, h. til e—s, snakke onoget, ⟨Þr V, 18⟩.

hjaldr

og (flere steder kakånnet ikke ses), lar støj, kamp, vid h—rid, i kampe ⟨OIB III, 29⟩, pessu h—ri ⟨Vǫ II, 5⟩, í ongvu h—ri ⟨Gri I, 42⟩, fremja nokkuð h., bevirke nogeufred, ⟨Sg IV, 6⟩, við sterkah. ⟨Hj I, 58⟩; — í kenninger for kamp, h. vópna ÓIlB 1, 23, ⟨Vǫ IV, 4⟩, h. ståla ⟨Gri I, 36, V, 20⟩, ⟨St IV, 5, VII, 64⟩, ⟨G XI, 44⟩, ⟨BI VI, 13⟩, málma h. Dá IN, geira h. ⟨U IV, 8⟩, ⟨G XI, 33⟩, fleina h. ⟨La I, 83⟩, ⟨Dá IH, 15⟩, brodda h. ⟨Ko 1, 14⟩; — Sjávar h. hið hvíta, sæens brænding, ⟨Hj IH, 58⟩.

hjalir

land (udetvivl forvanskning ahjall s d.), hjall (dat.) ⟨Þr V, 57⟩, á svenskahjall ⟨St VII, 35⟩, á flæmskuhjall Ger 16, hjalldrinallr ⟨Ko VI, 6⟩, á hjall ⟨U 1, 10⟩, í elsku hjall ⟨Gei II, 36⟩, í hyggju h—i ⟨Sá IV, 69⟩, visku h. ⟨ÓlB IV, 6⟩, noðru h. (eller hjall?), guld, ⟨St II, 46⟩.

hjall

land (se ogsd hjallr), fagrligt h. ⟨Gei I, 41⟩, kóngligt h. ⟨Ger VII, 55⟩; víst er betra visku h. (= viska) ⟨U H, 17⟩.

hjalli

(fjældjafsats, ægis (hjælmens) h., hoved, ⟨Gr V, 45⟩, ⟨St V, 36⟩.

hjalt

1, hjalte, h—a skóð, sværd (dárlig kenning, da skóð alene bet. sværd), ⟨La IH, 36⟩. ’ hjaltalinnr, hjalte-slange’, sværd, ⟨Gri V, 10⟩.

hjara

(að?), fore kummerligt liv, h. sesauðr ⟨Ger VI, 4⟩.

hjarðarhundr

hyrdehund, ⟨Bj V, 6⟩.

hjarðarsveinn

hyrdedreng, ⟨Fr IV, 41⟩.

hjarn

(n?), hjærne, hovedskal (forvanskning ahjarni), lauh—s, hár, ⟨ÓLA IH, 12⟩.

hjarta

hjærte, aurnis h. (i holl límd með a. h.), ste(i henhold til jætteHrungnirs hjærte asten; jfr. ordet steinlí hvis alder ikke kendes 2) ⟨Gei II, 17⟩.

hjartablauðr

adj

fej, ⟨Bj IV, 34⟩. 55.

hjartablóð

hjærteblod, ⟨ÓlB IV, 15⟩, ⟨U 1, 30⟩.

hjartabygð

hjærtets bolig, bryst, ⟨Vǫ II, 16⟩.

hjartaleysi

modloshed, ⟨Gri IV, 54⟩.

hjartanliga
hjartanlega

adv, hjærteligt, inderligt (yngre for hjarta-), ⟨G VII, 36⟩.

hjartaprúðr

adj

aðj, modig, tilnavtil Hjalte ⟨Bj V, 13⟩.

hjartarót

(rætr), hjærterod, ⟨Fi VII, 47⟩ (her = hjærte), stá í h=ue— stá í ens hjærte, være elsket, ⟨Hj 1, 3⟩; angr sleit alt ah—u udtryksmádeer her lidt dunkel, angr er vel subj. og alt obj., angereskar hende i hjærtet, ⟨Fi VII, 9⟩.

hjá

prœp. hos, íhjá findes adskillige gange eks. ⟨Hj VIII, 52⟩, ⟨Sá IV, 52⟩.

hjálmr
hjálmur

hjæl h. dvergs, himle ⟨Lo II, 30⟩. Jfr. ægis-.

hjálp

hjælp, ohjælp, ⟩: helbredelse for sygdomme og lig, ⟨OlH 57⟩.

hjálpa

(ad), hjælpe, med acc. ⟨Fi III, 3, VII, 29⟩.

hjártaprýði

mod, dristighed, ⟨U V, 13⟩, ⟨Kl V, 33⟩.

hjorð

hjord, fæ, dyr í almih. ⟨ÓlH 53⟩, ohusdyr ⟨Gr 1, 44⟩.

hjorr

sværd, hyppigt, Heimdalis h., hoved, ⟨Gri HI, 60⟩.

hjortr
hjortur

hjort, í kenninger, for skib, oldu h. ⟨ÓLA IH, 26⟩, báru h. ⟨SI, 31⟩, kólgu h. ⟨G IX, 36⟩, ⟨Ko 1, 64⟩, unnar h. SII.’6, Ránar h. ⟨Sǫ 11, 38⟩, Sf1I,6, V, 6, sunda h. $9 MI, 24, borða h. ⟨Fr H, 30⟩, ⟨St V, 5⟩, ⟨Bj 1, 49, VH, 17⟩, þilju h. ⟨Sá VI, 21⟩, húfa h. Hjá, 55, IX, 17, stafna h. SIH, 38, branda h. ⟨Fr HI, 15⟩. 52, siglu h. SIH, 14, strengja h. ÓIA 1, 25, nausta h. ⟨Hj IX, 24⟩; — for hus, bekkjar h. Lo I 38, veggja h. ⟨Dí IN, 29⟩ (mesmhængeer uklar), hurða h. ⟨Vǫ 1, 11⟩, glugga h. ⟨ÓlA 1, 15⟩, ⟨G 1, 32⟩, ⟨SIV, 18⟩, busta h. ⟨ÓLA I, 10⟩, ⟨Kr V, 48⟩, fleyðrar h. ⟨Lo 11, 23⟩; — for hest, þófa h. BL, 36, ⟨Dí 1, 47⟩; — for sværd, benja h. ⟨Kr HI, 30⟩ (denne kenning er enestáende og lidet naturlig).

hjorþing

2, ’sværd-ting’, kamp, ⟨Fr V, 54⟩.

hjól

hjul, í kenninger, for sole h. hlýrnis ⟨Jó I, 4⟩, h. skýja ⟨Má H, 56⟩; — for öjet, h. hvarma ⟨Hj 1, 45⟩, h. brúna ⟨Jó I, 5⟩; — greina h. má være blot omskriv. for greinir, der her entebet. (fortælling el. (snarere) “rime (til udbredelse), ⟨Ko VII, 59⟩; melífsins hjól synes at måtte bet. bryst (det runde, hvælvede bryst), jfr. smhænge ⟨Fi IV, 38⟩. Jfr. blidu-.

hjúka

(að), pleje (esyg), med dat. ⟨Skí 20⟩. 33.

hjúpr

kappe, (se Falk, Kleiderk. 169), h—uprýddir, brynjeklædte, ⟨Ko VIII, 38⟩; —í kenninger for brynje, Sorla h. ⟨Vǫ V, 42⟩, ⟨St 1, 49⟩, Fróða h. ⟨SIV, 35⟩. Jfr. lín-.

hlað

í guldvirket bræmme (pá ekappe eks.), h—-s jorð, kvinde, ⟨Fr IV, 4⟩.

hlaða

(hlóð), lade, læsse, h—az að e— samle sig (i eklynge) oe ⟨Lo II, 25⟩, hlaðgrund, ’guldbræmmens jord, kvinde, ⟨Fi HI, 17, VI, 4⟩.

hlaðsól

’guldbræmmens Sol(gudindey, kvinde, HjI, 38, XI, 9.

hlakka

(að), glæde sig, være stolt, ⟨BL H, 1⟩ má h—ar vistnok være dette verb., h—ar vínið hvíta, delyse vier prægtig.

hland

uri rekja h. í sporue--s siges oe der er sá ræd (pá flugten), at halader sit vand (og efter dette kahans flugts retning spores), ⟨Kr IV, 34⟩.

hlaun

arsballe, ayssu h—i, o(vers om) utyskeis bagdel, ⟨Skh V, 27⟩.

hlaup

jfr. brúð-, her-.

hlaupa

(hljóp), løbe, springe, h. eptir e—u, gå for at hænte noget, ⟨Skí 107⟩, h. í skyrtu, tage hurtig eskjorte pá, ⟨Gri VI, 38⟩; hyrrinhljóp í ræfr, sprang op. og antændte taget, ⟨Vǫ VI, 20⟩; *lebe sammem’, forkortes, krybe ind, okappe Sk, 17; — h. að e—u, handle rask, gøre noget hurtig (og overilet), ⟨Ko H, 55⟩.

hlátr
hlátur

(-rar), latter, Gangs h. (dette her ensbetydende med tale), guld, ⟨Dá IV, 44⟩.

hleifr

jfr. sáða-.

hlekkr
hlekkur

lænke, bánd, handar h., armring, ⟨Hj VI, 3⟩.

hlemma

(md), sætte lepá (for), lukke, h. aptr borg hljóða, lukke munde holde op, Má IV. 66. ’ hleypa, (pt), lade lobe, h. gini (odrageskibet) á breka, sætte sit gab mod bølge ⟨Sǫ HI, 21⟩; h. niðr, lade noget falde (til jorden), h. niðr meiskri, miste, gá glip a ⟨Ko VIII, 7⟩. .

hleypir

solader løbe, sætter i bevægelse, h. skíða, kanæppe bet. andet end *deder lader skierne løbe, 2: somløber på ski, egjendommelig kenning for Tor, ⟨Lo Il, 29⟩.

hlé

læ, draga sig í h., trække sig tilbage, unddrage sig, ⟨St 111, 33⟩.

hlér

havgude havet, H—s dætr, bølgerne, ⟨Ko I, 67⟩, h—s skaflar, bølge(ryggene), ⟨Ko VIII, 25⟩; ofaað hlé ⟨Gr V, 11⟩, síga í hlé ⟨St V, 15⟩; brími hlé (ge)), guld, ⟨Gr IV, 49⟩; — h—s smíði, digtet (rimen), meusædvanligt, ⟨Må IV, 66⟩.

hlið

jfr. borgar-, garð-, grind-.

hliða

(að), vige til side (afrygt) ⟨Sǫ I, 23⟩; h--az í sæti, blive ábning, ábeplads pá bænken(?), ⟨Bj V, 30⟩.

hlíð

(1.) li, bjærgside, í kenninger ensbetydende med jord, land, (underlag, bærerske),.i kenninger, for kvinde, auðar (auðs) h. ⟨Gei IV, 2⟩, og vist ⟨Bó IX, 45⟩, vella h. ⟨Skh V, 24⟩, gulls h. ⟨Bó VI, 4⟩, seima h. ⟨Ko HI, 20⟩, menja h. ÚU IV, 5, ⟨Ger VI, 9⟩, bauga h. ⟨Fi III, 32⟩; ormvangs h, ⟨Gr V, 1⟩, h. grafnings grundar ⟨Ko HH, 46⟩, h. Dofra máls ⟨Kr H, 10⟩, grettis máls h. ⟨Kr VII, 45⟩ (meher er máls vist fejl bóls el. lig), h. tjarðar háls ⟨Ger V, 6⟩; skikkju h. ⟨Kr 1, 42⟩, gullas h. Bó X,1, spanga h. ⟨La VIN, 8⟩, þorna h. ⟨Hj 1; 62⟩. 72, falda h. ⟨Skh V, 3⟩, motra h. ⟨Hj MH, 44⟩, ⟨SI, 11⟩, ⟨Då II, 38⟩, lauka h. ⟨La VII, 38⟩; —for guld, ófnis h. (h—ir) ⟨Ko VIII, 52⟩, ⟨Hj XI, 55⟩, fófnis h. ⟨Sá V, 50⟩, ⟨Ko II, 20⟩, grafnings h—ar ⟨Gr IV, 30⟩, svolnis h. ⟨Ko 1, 16⟩; — for sve laxa h. ⟨Gr IV, 15⟩; — for brystet, minnis h. ⟨SIV, 58, VI, 2⟩, yndis h. ⟨La HI, 2⟩. Jfr. silki-.

hlíð

(2.) lar( ældre klíð), h. geira, kamp, ⟨SI, 21⟩, L hli £, vær beskyttelse, g6d h. að e—u ⟨Fr I, 23⟩; h. sekta, fritagelse for fredløshed, ⟨Pr IX, 37⟩; h. Hildar éls, skjold, ⟨SV, 12⟩; skjold, ⟨OlH 18⟩, ⟨Fr V, 54⟩.

hlífa

(fö), værne, skåne, h—az vid e— skåne e ⟨Fr II, 39⟩, skåne sig, spare sine kræfter, h—az vid ⟨St VII, 24⟩. i .

hlít

tilstrækkelighed, forstærkende, h—ar hár pallr, temlig höj, ⟨Ko VI, 27⟩.

hlíta

(tt), være tilfreds med, lade sig nöje med, lade bero pá, h. vó ⟨Þr VII, 30⟩, vísir muþví h., være glad ved, ⟨Vǫ II, 34⟩.

hljóð

lyd, tók ad batna h., det begyndte at blive bedre, br VIII, 26, visu h. —visa ⟨Sǫ VI, 2⟩, h—a smiðr, digter, ⟨Bó II, 54⟩, h—a greinir, de forskellige lyd, 2: melodier, ⟨Bó IX, 42⟩, h—a strengir, egl. strænge der fremkalder klange, her orime ⟨Gr VII, 65⟩; koma á h., fá nys o ⟨Þr VII, 13⟩. Í kenninger, for kamp, brodda h. ⟨BL HH, 45⟩, og vistnok í denoget forvanskede kenning Hlakkar h—a báru(?) sendir ⟨Gr VII, 59⟩; — for guld, h. Stúma ⟨Lo I, 2⟩, jotna h. ⟨Dá I, 17⟩. -Tavshed, stilhed, fara ah-i ⟨ÓlH 58⟩, ⟨Vǫ V, 4⟩, í h—i ⟨Gri VI, 35⟩. — Sonavpå et kvindeligt væse(og da fe) ⟨Vǫ II, 35, III, 13⟩. — 1 narneskjul (ferligt h.) ⟨Bó 1, 46⟩. Jfr. geysi-, klukku-.

hljóða

(að), lyde, strengr h—ar ⟨La IX, 108⟩; lytte til, rekkar h. ⟨Ko 1, 34⟩ (andet synes ordet her ikke at bet.), trans. h. spil, fremsige rime ⟨La Il, 4⟩: — seeg vil h., digte, ⟨Bj II, 30⟩.

hljóðna

(að), blive tavs, ⟨BL V, 27⟩, ⟨Bó VI, 16⟩; h. við ⟨Má VII, 6⟩.

hljóðr

adj

tavs, hljóð grei omskrivende hljóðleikr, tavshed, ⟨Gei IV, 1⟩. Jfr. geysi-.

hljómr
hljómur

klang, Hlokk bar h—— et usædvanligt udtryk for kamptummele ⟨ÓlB IV, 23⟩; vópna h---u (ec. pl, u—st!) ⟨Kr VI, 36⟩.

hljóta

(hlaut), opná, fá, hlauz þat til ae— det var eskyldig i, ⟨St VII, 37⟩.

hlunka

(að), lyde hult og dumpt, innaborðs nah. (subj. er vist áfall) ⟨Skh IV, 19⟩, hoggið tekr að h. ⟨G XIL, 72⟩: hiunnr, rullestok, træstokke hvorpå skibet hviler, derfor underlag, hleypa dreka ah—i ⟨OIA I, 13⟩; frænings h—ar, guld, ⟨Gr IV, 4⟩; hræva h., sværd, ⟨Hj IV, 10⟩; ægis h—ar, skibe, BI VIN, 26.

hluta

(að), dele itu, hugge í sender, ⟨Ger VII, 43⟩, h. í sundr ⟨Sǫ V, 30⟩, ⟨He IV, 36⟩.

hlutgengr
hlutgengur

adj

aðj, sokamále sig med enhver ande ⟨Bj IV, 22⟩.

hlutr
hlutur

ting, sag, h—ir fylgja ei stórir, der er ikke store (vigtige) ting (sager), der følger dermed (beror derpå), ⟨Þr VII, 23⟩. Jfr. fjár-, máls-.

hlynr

lö(træ), í kenninger, for mand, h. hringa ⟨Fr I, 33⟩, h. bauga, baugs ⟨Þr V, 5⟩, GV, 16, ⟨Dá IV, 12⟩, h. seima ⟨Sá VII, 34⟩, h. jotna orða ⟨Fr I, 19⟩; h. sverða. ⟨Fr IH, 55⟩, h. bens skessu ⟨Fr IV, 37⟩, darra h. ⟨Jó H, 11⟩, brodda h. ⟨Lo 1, 27⟩, ⟨Fr IH, 54⟩, tjorgu h. ⟨Gr I, 58⟩; þorna h. ⟨G VIL, 39⟩; alene í betyd mand (hvis ordet er rigtigt) ⟨Dá IV, 36⟩; — foldar h. ⟨Bj 1, 43⟩ bet. “konge’, mekenningeer usædvanlig.

hlyrn

himmellegeme, især sol og måne, h—a gramr, gud, ⟨Gr IV, 7⟩.

hlyrnir

himmel, h—is glóð, sol, ⟨Lo H, 30⟩, ⟨Ko IV, 8⟩.

hlýða

(dd), lytte, lytte til, h. á og med dat. ⟨Hj IX, 1⟩.

hlýðir

lytter, h. hjorva leiks, kriger, mand, ⟨Dá IV, 43⟩; kenningeer ganske usædvanlig.

hlýr

1, siðe (der har etilsvarende side), kind ⟨Fr V, 10⟩; pá skib, forstavnens side, búit h. ⟨ÓLA 1, 11⟩, steint h. ⟨Sǫ V, 6⟩; pá eokse, ⟨Lo 11, 40⟩; hertil vist kenningestýfir bjartra h—a ⟨Má IV, 40⟩; hjalta h. synes at bet. sværð ⟨Jó 1, 18⟩, det folg. hlífar brots ’kampens kasá forbindes med móði *kampmoð.

hlýri

broder, ⟨ÓlH 14⟩, ⟨Skh VI, 15⟩, ⟨Vǫ IV, 13⟩; h. Hrímnis, jætte, ⟨Dá IV, 27⟩.

hlæðir

deder tilintetgör, der, í kenninger for mand, h. Rínar glóða ⟨Jó IM, 15⟩, h—ar ófnis teiga ⟨Jó IH, 27⟩.

hlæja

(hló), le, lær að (sál. udeh í forlyd), Gri’ F. 13.

hnakki

nakke, hals, ⟨Gri IH, 38⟩; setja h—a við, rende ryggetil, lægge noget (land) bag sig, ⟨Fr IV, 36⟩.

hnappr

adj

knap, svag, ( ældre kn-), h. hyrr, svag ild, ⟨Gri 1, 55⟩.

hnatttré

boldtræ ( ældre knatt-), ⟨Gr II, 42⟩.

hnefa

(ad), omfatte med sinæve, hånd, ( ældre knefa), h. hendr ad kylfu ⟨Hj V, 28⟩.

hnefi

hovedbrikkeí et vist brætspil, ⟨Fr Il, 17⟩.

hneigja

(gð), böje, h. niðr, intr., slutte (orimen), ⟨Gr V, 61⟩.

hneisa

ska vanære, hreppa h—u ⟨Þr IV, 31⟩, gera e—h—u (her er h rimkrævet) ⟨Má 1, 58⟩, skomog h. ⟨Kr VI, 57⟩, þung h. ⟨Sá X, 60⟩.

hneit

synes at foreligge í brast í unda h—u ⟨Bl VII, 32⟩, hneit = hugg? (jfr. hnit, forvansket adette 3).

hneitir

’sárer, dræber, í kenninger mand, branda h. St VI, hringa h. Hj Y, 8, ⟨Dí 1, 12⟩; — for sværd, hjálma h. ⟨Hj I, 20, V, 29⟩, ⟨BL II, 40⟩; — sværd, ⟨Vǫ V, 37⟩, ⟨St Il, 54⟩, ⟨GrH IV, 18⟩ (her no hneiti, vistnok afskriverfejl). ’ hnekkja, (kt), intr. begive sig, h. heií lopt ⟨Vi I, 34⟩.

hneppa

(pt), stille, drive, tæt samme(ahnappr; ældre kn-), skatnar lágu hneptir, í edynge, ⟨Skí 184⟩, h. naut, drive í eflok, ⟨Kr I, 78⟩, úti h—tiz Atla líð, måtte finde sig i at forblive ude, ⟨Lo IH, 5⟩; — afholde, seint muPråndr, ad ilsku h—tr, sent vil hablive hindret i, br V, 51.

hneyfa

(fd), tomme (ved at drikke; ældre kn-), h.

hnippa

(pt), bevæge med smá raske kast, h. kolli ⟨G VIII, 2⟩, hnit, 1, sammenstod, orva h., kamp, ⟨Sǫ IV, 22⟩.

hnitlaz

(að), nappes, brydes, h—az viðr ⟨St III, 46⟩.

hníga

(hneig og hné eks. ⟨Skí 134⟩, ⟨Skh II, 64⟩, ⟨St III, 33⟩ og oftere), segne, synke, h. á spjóti e—s ⟨ÓlH 45⟩; hniginí aldr, bedaget, ⟨Gr VIII, 3⟩.

hnjóða

(hnauð), slá, dúfahnauð uborðið ⟨Ko 1, 66⟩.

hnjósa

(hnaus), myse, over vrage med foragt, þjóðihnaus þungliga við mér ⟨Kr IV, 3⟩; (er) hnýs heita ást að skilja má bet. sostritter imod at skilles fra deelskede, ⟨Skh H, 18⟩.

hnorr

skib (ældre kn-), Suðra h., dværgeskibet, digtet, ⟨Lo III, 1⟩.

hnot

nod, bíta h. ⟨Vǫ V, 32⟩.

hnottafla

nod soskydemál, reisa h—u (⟩. I. -tofl, mulig rigtigere) ⟨OLA III, 8⟩.

hnottr
hnottur

kugle, bold (ældre kn-), slå h—tt ⟨Gr II, 42⟩, henda h—tt ⟨Må VI, 20⟩.

hnugginn

adj

(egl. part.), nedsláet, sörgmodig, ⟨Hj IX, 11⟩.

hnúta

jfr. uxa-.

hnútr
hnútur

knude (ældre kn-), binda sorgar h—a, sorgens knude, = sorg, ⟨Bó VII, 1⟩.

hnyðja
hnyðja f

træhammer, ⟨Bj II, 52⟩.

hnykkja

(kt), rykke, kaste med et ryk, h. út fyr dyrr ⟨Skí 182⟩, h. e—u ae— tage noget í et snup fra e ⟨Gr VII, 8⟩, h—jaz ugeir synes at mátte bet. at stode til hinandemed spydene ⟨Hj VIN, 7⟩.

hnyssa

(st), ei mumjeg uaørar hnyst ⟨Sk II, 43⟩; her synes betyd ’at indsvøbe’ el. andre, der anføres i Blöndals ordbog, ikke at passe; betyd má her være ’at kritisere på enedsættende måde, forhåne’, ,hvis hu(dronningen), er blevekysset aandre, vil de øvrige kvinder mindre være at forháne“.

hnyta

(tt), knytte (for ældre kn-), beih—ir (upers.), på knoglerne dannes knuder, B6 I, 25; fax flúruhnýtt, í dragemanke(pá skibet) var knyttet, ⟨Sǫ III, 19⟩.

hnýðingr
hnýðingur

grindhval, i kenninger for havet, h—s vollr ⟨Fr II, 25⟩, h—s brunnr ⟨Fr III, 16⟩.

hnýja

(hnúði), knuge (ældre kn-), h. klumbur, kæmpe med, ⟨G XI, 50⟩, h. randir, bevæge (el. klove?), ⟨SV, 3⟩; vópna gnýr hnýr, heres kraftig, ⟨Så IV, 46⟩; hnúið var, der blev banket, ⟨Gr VIII, 35⟩.

hodd

pl, guld, skat, h—a Vor, kvinde, ⟨St IV, 41⟩.

hǫð
höð

kamp, ÓlB ÍV, 28 (v. L bað).

hof

1, hov, hus, 6dar h., digtets hus, munde ⟨G V, 55⟩.

hǫfðingligr
höfðinglegur

adj

hördingeagtig, med hövdingeudseende, h. herra S9 1, 15.

hoffólk

hoffolk, hofmænd, ⟨Gr IV, 5⟩, ⟨Skh IV, 9⟩, ⟨Gei IV, 20⟩, ⟨La IV, 48⟩. .

hǫfgi
höfgi

tunghed, desighed, h. rennr á e—⟨Hj IX, 41⟩; — sygdo h—ingekk.að e—Dá HI, 52.

hofmaðr
hofmaður

hofmand, ⟨Skh II, 3⟩, ⟨Sk Il, 8⟩, ⟨Sá Il, 5⟩, ⟨Bø II, 5⟩.

hofmannliga
hofmannlega

adv, hevisk, hégða sig h., pá hovisk vis, ⟨Sk Il, 11⟩. & hofmannligr, aðj, sodet passer sig for ehofmand, høvisk, ⟨Fi III, 36⟩, h—g rekkja, prægtig, ⟨Fi V, 67⟩.

hǫfn
höfn

(1.) hav ræktar h., elskovs hav(jfr. smhængen), ⟨Gri VI, 5⟩, blíðu h., bryst, ⟨Ko H, 2⟩; — hav, sé, h—ar bál, guld, ⟨Hj VII, 2⟩; — h—aár breki, harbolge, ⟨Sǫ HI, 21⟩.

hǫfn
höfn

(2.) jfr. skips-.

hofstaðr

hov-sted”, uvist hvad der egl. menes, ⟨Kr VI, 2⟩, hallaz á h—ð kråna; bet. ordet her ’hoved’ og kråna hovedhår el. konge-stad’ 2 Næppe egennav

hǫfud
höfud

hoved, frænda h., frænder, slægtninge, obrødre, ⟨Skh III, 40⟩; skera h., skære ansigt, gøre grimasser, B6 III, 9; reka h. niðr í voll, vise sig lígegyldig (el. rádles), ⟨Kl II, 10⟩, hofuðlaus, hovedlos, udehoved, h—ir men ⟨Þr IV, 11⟩; —udehoved, 9: anfører, h. herr ⟨Gri VI, 25⟩.

hǫfugr
höfugur

adj

tung, tyngende, h. svef ⟨He IV, 1⟩.

hǫgg
högg

//r. fjól-, kylfu-, kynstra-, lemstrar-, skýli-, strand-, hoggormr, i hugor ⟨Bó V, 26⟩.

hǫggspjót
höggspjót

hugspyd, hellebarde, ⟨Kr Il, 16⟩.

hǫggva
höggva

(hjó), hugge, h. í smátt ⟨Gri I, 32⟩, evér hyggju ⟨Þr V, 22⟩; h—az, slá hinandeihjæl, ⟨Skh IV, 29⟩.

hǫggvópn
höggvópn

hug-vábe ⟨Gri IV, 42⟩.

hokra

(ad), gå haltende og usikkert, h—rar ad peihærukall ⟨Kr VIII, 19⟩, h. hollufæti fyr e— vige for e ⟨Þr IX, 30⟩. GAndrj. oversætter ordet ved „diverto inclinatus“; BjHald. har h. unda’fugere.

hǫkull
hökull

(messe)hagel, ⟨Di III, 26⟩.

hold

jfr. bak-.

hǫll
höll

hal, sal, vera stærri h—a (ejendommelig ge) ⟨Vǫ I, 12⟩, — í kenninger, for bryst, hyggju h. ⟨Hj III, 25⟩. 48, minnis h. ⟨Hj II, 54⟩, ⟨SIV, 59⟩, visku h. Lol, 3, ⟨Fr H, 59⟩, ⟨Hj XI, 54⟩, lyndis h. ⟨Hj 1, 39⟩, yndis h. ⟨Hj I, 46⟩, blíðu h. ⟨Jó II, 29⟩; fræða h. ⟨Hj X, 1⟩, raddar h. ⟨Ú IH, 19⟩, hljóða h. ⟨Jó 1, 14⟩, greina h. ⟨Jó H, 3⟩, hjarta h. ⟨Jó 1, 27⟩, geðsteins h. ⟨Sá VI, 25⟩, h. bragða * steins ⟨BL VII, 50⟩, vistnok ogsá barka h. (eller strube ⟩) ⟨Lo IV, 16⟩; — for hoved, heila h. ⟨Jó HI, 26⟩, hauss h. ⟨Má VI, 73⟩; — for himmel, himna h. ⟨ÓlH 2⟩; — for fjæld, flagða h. ⟨Hj 1, 6⟩, jfr. fjalla h., fjæld el. fjældhule, ⟨Hj IV, 3⟩, ⟨Dá IV, 4⟩; — for gravhöj, draugs h. ⟨U VI, 11⟩; — for havet, glamma h. ⟨BI IV, 41⟩, laxa h. ⟨Skh II, 15⟩, birtings h. ⟨Hj IV, 33⟩, humra h. Fr III, ⟨Då I, 26⟩, skeljungs h.. ⟨OLA IH, 20⟩. — Kjalars h—ir, Valhal, ⟨Gr V, 45⟩.

hollr

adj

huld, tró, h. í verki Gr Í 19, h. bónda í starfi ⟨Gr 1, 10⟩.

holti

panserkravens overklædning, kragi með vænúh—a ⟨Fi I, 14; VII, 12,⟩ Hj VIN, h. stoltr að hálsi læstr ⟨Ger VI, 10⟩.

hǫnd
hönd

hánd, ar reyna h—r ⟨Gr II, 45⟩, vera í h—-i, være let at fá, St, 61, vera innah—ar ⟨Gri II, 25⟩, ganga í h., times (onoget godt), ⟨Fi VII, 29⟩, varmt uh., varmt for hánde 2: uværdigt arbejde, ⟨Gr I, 30⟩, ganga á h. ⟨ÓlH 10⟩; vera ah—i e—s, höre etil, ⟨Vǫ 1, 28⟩; sjáler hollust h. ⟨Þr VII, 24⟩; gjorer (verðr) h. á venju ⟨Hj V, 39⟩, Bj VII, h. verðr fús á venju ⟨G 1; 3⟩; — allra h—a, alslags, ⟨Fi VIII, 40⟩.

hǫndla
höndla

(að), tage, tage tilfange, h. e—⟨Þr VIII, 38⟩, ⟨Jó III, 3⟩; behandle, h. e—vel ⟨Bl II, 18⟩.

hopa

(að), vige, h. undir sverð e—s, komme ind under, ⟨Gri IV, 41⟩, h. ureit, trække sig tilbage, (udtrykket hæntet fra tavlbordet, reitr, rude), ⟨Kr VII, 33⟩.

hoppa

(að), hoppe, springe, h. sér til vansa, til skafor sig, (over betyd), ⟨Má VI, 45⟩.

horfa

(fö), se, h. ígeg se imod, vende sig til angreb på, ⟨Gr V, 58⟩. .

hǫrgr
hörgur

gude-, især gudinde-tempel, gera h—uheiðr, ofre pá hedensk vis, ⟨ÓLA 11, 16⟩.

hǫrgrund
hörgrund

’hör-Jorð’, kvinde, ⟨La IH, 44⟩.

hǫrkuseigr
hörkuseigur

adj

sej ved sihárdhed, ⟨Gri V, 14⟩.

hǫrmuliga
hörmulega

adv, bittert, sörgeligt, ⟨Gr I, 5⟩, ⟨Þr X, 27⟩.

hǫrmuligr
hörmulegur

adj

sörgelig, ⟨G XI, 2⟩; h—t varð Hjalta viðr, hablev benauet, ⟨Bj IV, 60⟩.

hǫrmung
hörmung

sorg, bitterhed, ⟨Skh VI, 46⟩, ⟨Þr IV, 51⟩.

horn

hor harðr í h. að taka, soer vanskelig at behandle, ⟨Þr IH, 20⟩, óðar h., digtnings-hor(fr. smhængen), ⟨SI, 47⟩, visku h., kundskabs-hor(jfr. smhængen), ⟨Dá 1, 1⟩; h—a Rí al, ⟨St 1, 1⟩, h—a lind Hárs, digterdrikke digtet, ⟨BL I, 47⟩, h--a sund Hárs, d. s., ⟨OLA I, 3⟩, Herjans h—a logr, d. s., ⟨ÓlA III, 32⟩, bragar h. má bet. del samme, ⟨Kl IV, 4⟩; — hjörne, b. (pl.) lands, landets (forskellige). hjørner, ⟨Skí 15⟩. Jfr. úrar-.

hornagylta

hjörneso, (skældsord), ⟨Bi IV, 34⟩.

hornalá

’horn-bolge’, drik, Herjans h., digterdrikke digtet, ⟨Hj H, 1⟩, ⟨Ú IV, 48⟩.

hornamárr

’horn-s#’, drik, Herjans, Hárs h., digterdrikke digtet, ⟨Hj HI, 58⟩, ⟨BL V, 48⟩.

hornarin

’horn-Rin’, drik, Herjans h., digterdrikke digtet, .Ú V, 1.

hornasjár

*horn-har’, drik, Herjans, Hárs h., digterdrikke digtet, ⟨Hj IH, 2⟩, ⟨SII, 37⟩.

hornastraumr
hornastraumur

’horn-strönt’, drik, h. Hárs, digterdrikke digt, ⟨Gri V, 51⟩.

horngrund

“horn-Jorð’, kvinde, U 11,-28.

hǫrpuslátta
hörpuslátta

harpespil, ⟨G VIN, 30⟩.

hǫrpusláttr
hörpusláttur

harpespil, ⟨G VII, 28⟩, pl. ⟨Ger 1, 30⟩.

hǫrr
hörr

hör, buestreng ⟨ÓLA Ill, 6⟩, ⟨Má VII, 29⟩ (snúinh). : hottr, í skældsordet herjans h., dit utyske, ⟨Skí 60⟩.

hoskligr
hosklegur

adj

klog (= hoskr), h—tvíS9 1, 16, h—t ráð ⟨Þry Il, 8⟩, h—g orð ⟨Vi 1, 12⟩.

hoskr
hoskur

adj

klog, h. í ræðu ⟨Þry I, 12⟩, h—ara ví ⟨Fr V, 12⟩.

hóf

(1.) de, mádehold, kæní h., sá til pas klog (meget klog), ÓlB I, h—i prófi, pá epassende máde, ⟨ÓlB V, 1⟩, horfylt ah—i, sá temlig fuldt, ⟨Lo IV, 15⟩, mega að h—i, have sá temlig gode kræfter, ⟨Gri I, 15⟩, h. á gæfu, máde h. t. lykke memeningeer uklar, ⟨Fr IM, 17⟩, leiðaz í h., blive mádeholde forminskes, ⟨Fr V, 37⟩, búiní h. að skarta, med máde, Se MK, 11. Jfr. líkams-.

hóf

(2.) hovísk færd, fest (ty. låneord hof), lát og h., hevisk færd (synes ordet her at mátte bet.), ÓLA |, 4, væntil h—a ⟨Ko 1, 34⟩, manna h., mænds høviskhed, 9: heviske (hofjmænd, ⟨Sá VI, 30⟩; — fest, folg.

hófa

(1.) (að), udove hovisk færd, ridderfærd, svó ýtar h. ⟨Bj V, 44⟩, þar ýtar h. ⟨Bj V, 53⟩, vistnok også viltu h. meira ⟨Sá II, 16⟩ (her dog í en: mere almindelig betyd). — feste, deltage i el. forestå efest, er jafnvel kunni h. ⟨Skí 113⟩; ⟨Ko H, 7⟩.

hófa

(2.) (að), være til pas, dette synes ordet at bet. i h—ar soðulliná ⟨Ger VI, 12⟩.

hófligr
hóflegur

adj

passende, h—t meg(her nedsættende, omtr. = mádelig, ringe) ⟨Gr V, 58⟩.

hófsemd

máde, mádehold, mádeholdefærd, ⟨Sá III, 9⟩ (eller ridderfærd }, til 2 hófP?).

hól

pral, skryde h. né skru ⟨Skí 61⟩, fyr yðvart h., pá grund a ⟨Sá II, 33⟩. . ’ hólkr, bred jærnring (pá stavens nedre ende) ⟨Skí 11⟩.152 (og oftere).

hóruson

hore-sö (skældsord), þinh. ⟨La V, 29⟩.

hósti

hoste, þreyngd og h. ⟨Fr IV, 52⟩.

hóstr
hóstur

hals, í h—t (dat.) ⟨Kr H, 6⟩ (her bet. ordet nærmest “bryst; GAndrj. har hóst (ntr.) ’peclus pulmoneversus’).

hót

(1.) noget betydeligt, ekki h., intet, ⟨Lo III, 40⟩. unsa ongu h—i, ikke svare noget, ⟨G VIII, 34⟩; — især med kompar., h—i framar ⟨ÓlH 32⟩, h—i yngri ⟨Gri I, 11⟩, h—i lengr ⟨Þr I, 23⟩, h—i fegri HjX, 26, búið er skemra ad h—i hører vel herhe memeningeer uklar, ⟨Kr VIII, 25⟩, — med superl., h—i sist br V, 41, — h—i ⟨Sk I, 2⟩ er vel verbet. Jfr. grimdar-, reidi-, yndis-.

hót

(2.) pl, trusler, ⟨ÓlH 7⟩, ⟨Þr III, 25⟩, hverskyns h. ⟨La VI, 17⟩; hræslu h., omskriv. for hræsla “noget frygtindgydende’, ⟨Fi I, 25⟩.

hóta

(ad), true, mulig foreligger dette verb. ⟨Sk I, 2⟩.

hraðr

adj

hurtig, rask, h. að verki ⟨Skí 73⟩; fara ratt (sál.) ⟨He I, 10⟩.

hrafn

rav í kenninger for skib, lægis h. ⟨G V, 36⟩, ⟨BL VII, 21⟩, sunda h. ⟨Gri I, 18⟩, ⟨GrH III, 10⟩, flóðs h. ⟨ÓlA 1, 27⟩, flæðar h. Gr V, drafnar h. ⟨ÓlB V, 25⟩, ⟨GrH IV, 28⟩, borða h. ⟨St IV, 49⟩, ⟨Hj IV, 6⟩, stafna h. ⟨Ko V, 2⟩. dælu h. ⟨Gri MH, 47⟩, skorðu h. ⟨Hj IM, 52⟩, h. Vandils vallar ⟨OLA 1, 9⟩; —for hest, h. hófa ⟨Dá IV, 23⟩.

hrakfall

overlast, slebehandling, ⟨Skí 60⟩ (v. LJ.

hrakferð

uheldig rejse, uheld, ⟨Skí 60⟩.

hrakning

ilde medfart, fá marga h. ⟨Þr IH, 55⟩.

hralla

adv, hurtig (ældre hraðla), h. snart ⟨Sǫ 1, 8⟩.

hrapa

(að), styrte, falde, bevæge sig hurtig, h. á móti e—U VI, 41, h.stil borðs ⟨SK I, 56⟩.

hrat

hvad der (især aspise, navnlig bær,) ikke kabruges, udskud, með orða h., med dårlige ord (beskedenhedsudtryk), ⟨Sk H, 6⟩.

hrauktjald

spidstoplebende (konisk) telt, ⟨Gri IV, 38⟩.

hraumnir

jættenav(sikkert forvanskning aHrungnir), h—is grund, skjold, ⟨Hj VII, 40⟩.

hraun

stenet land, lava(2), h. og harðar gjár ⟨Vi 1, 46⟩, aurriði h—a, slange, ⟨Fr Il, 49⟩; góma h., mund, ⟨Skh V, 27⟩, hljóða h,. d. s.(3), ⟨Dá 1, 2⟩.

hraunsá

lavaströ ⟨Lo IH, 13⟩.

hraunþvengr
hraunþvengur

’lava(el. stengrunds-) rem’, slange (ordet er undertideforvansket i hdss.), í kenninger for guld, h—s teigar ⟨St I, 12⟩, h—s grandi ⟨Gr VIN, 3⟩, h—s grjót SH, 34, h—s fitjar ⟨Gr VH, 31⟩, h—s brú BL.I, 16, h—s pallr ⟨Gr VI, 4⟩, h—s múr ⟨Gr V, 38⟩.

hraustligr
hraustlegur

adj

tapper stærk (= hraustr), h—t handartak, der vidner ostore kræfter, ⟨Þr IV, 44⟩.

hrefnir

entebetegnelse for et skib, dannet antr.

hregg

stor í h—i ⟨Fr I, 24⟩; — í kenninger, for kamp, stála h. ⟨GrH I, 31, IV, 10⟩, málma h. ⟨Hj VII, 41⟩, eggja h. ⟨ÓlB IV, 2⟩. 26, fleina h. ⟨GrH HI, 18⟩, G X 48, brodda h. ⟨Hj HI, 31⟩, ⟨Fi IV, 26⟩, h. Þriðja ⟨Gri 1, 12⟩, h. Týrs ⟨ÓLlA I, 19⟩, Gonla h. S9 IV, 23, Hildar h. SIH, 4; hræva h. ⟨ÓlB H, 29⟩, hræva sæva h. ⟨ÓlB V, 13⟩; — for mod, sind, h. gýgjar ⟨Sá VII, 2⟩, h. Gríðar ⟨Ko I, 3⟩.

hreiðrballa

(að), ægge (jfr. hreiðrbollr), ⟨Kr VII, 42⟩.

hreiðrbǫllr
hreiðrböllr

’rede-bold’, æg, ved synonymi — egg, “sværds-æg, ⟨Kr VII, 55⟩.

hreifi

hánd, h—a gjörð, armbánd (guldring), ⟨Fr IV, 4⟩.

hreifr

adj

munter, glad, (= ældre reifr), hetjah—Bø II, 24.

hreimr
hreimur

klang, í kenninger for kamp, vópna h. ⟨Fr II, 37⟩, sverða h. ⟨GrH IV, 29⟩, ⟨G IN, 15⟩, brodda h. ⟨Fr I, 15⟩; sotilnav ⟨Skh II, 39⟩.

hreinir

et ukendt ord, h. ríta, mand, ⟨Dá IV, 17⟩. Mulig fejl hreyfir el. lig

hreinligr
hreinlegur

adj

aðj, re (:= hreinn), h—t ása minni ⟨Dá I, 2⟩, h-g mær ⟨Bj I, 25⟩. 35 (her omtr. = prægtig).

hreinn

adj

(1.) re lys, h—ir hringar ÓLIB V, 4, h. lás, stærk lás, ⟨Gr V, 47⟩; h—t lyndi, rent, sviglost, sind, ⟨Fr 1, 38⟩, h. í brjósti, svigles, ⟨Þr V, 56⟩; h—ir ýtar ⟨Bó IV, 33⟩. Jfr. lyndis-.

hreinn

(2.) re rensdyr, í kenninger, for hest, gjarða h. ⟨Gr HI, 16⟩, þófa h. ⟨Dá HI, 36⟩; — for skib, sjóvar h. ⟨La IV, 52⟩, ægis h. ⟨Gr IH, 44⟩, græðis h. ⟨ÓLA 1, 27⟩, sunda h. ⟨G VH, 1⟩, flæðar h. ⟨St VII, 28⟩, ⟨Fi V, 26⟩, ⟨Ko 1, 71⟩, kólgu h. ⟨Ko H, 5⟩, homlu h. ⟨BL V, 10⟩; þilju h. ⟨BL VIN, 27⟩; — for hus, gáttar h. ⟨Lo IV, 4⟩.

hrekja

(hrakta), jage, mishandle, hrekið Skíða ⟨Skí 176⟩; h. í orðu skælde eud, ⟨Gri 1, 15⟩.

hrekkvís

adj

svigfuld, h. drengr ⟨Þr V, 18⟩.

hrella

(ld), bedreve, volde sorg, h. e—⟨Þr V, 52⟩, ⟨G XI, 37⟩, h. móður ⟨Gri IV, 47⟩, dopr og hreld ⟨Vǫ V, 30⟩; h—az asáruþjóst ⟨Skh I, 22⟩.

hremma

(md), gribe, tage, h. skopt með hondu ⟨ÓlH 35⟩, láta stokk h., gribe ogfastholde, ⟨Vǫ IV, 31⟩, h. randa seið ⟨G XII, 74⟩, h—az aþjósti ⟨Sá II, 18⟩. hyggja varð h—d ⟨Ko 1, 56⟩; hald er h—t að brjósti ⟨Jó MH, 28⟩ (jfr. smhængen); dýrið var h-t só fast ⟨Ko IV, 26⟩, meher findes v. I. hremsir hvast, hvor hremsir má være s.s. hremmir.

hremsa

(1.) pil, ⟨ÓLA Il, 5⟩. ⟨ÓlB HI, 27⟩, ⟨Hj I, 51⟩, ⟨GrH IV, 22⟩, hu falr ⟨Sǫ V, 11⟩; — jættekvinde, ⟨Bó VII, 32⟩.

hremsa

(2.) verb, se hremma.

hrenni

1, == hrefni, femte plankerække fra nedeí et skib, OIB 1, 19.

hreppa

(pt), opnå, få, vinde, h. hylli ⟨Gr V, 2⟩, h. nådir ⟨Hj IX, 11⟩, h. veidi ⟨Vǫ I, 57⟩, h. sitt erendi ⟨Sé II, 35⟩, h. mak ⟨Gr II, 5⟩; h. har ⟨La II, 2⟩.

hressa

(st), styrke, hæve, h. játueiðubr VI, 15.

hressing

sæyrkelse, helbredelse, få heilsu og h.Gri V, 37.

hreyfa

(fö), rare, bevæge, h. sér ⟨Skí 92⟩, h. brandi ;Skí 136; ǫngva h—ðöu ýtar hodduer uklart ⟨Sá IX, 31⟩ (de opholdt sig ikke ved at røve guld fra folk?).

hreyfr

bevæger, foreligger udetvivl i hvedrungs botna hræfa (v. I. og hreifa) elds, guldets bevæger, uddeler, ⟨Sti I, 8⟩.

hreykjaz

(kt), rejse sig (i al sirankhed), h. upp, gåre sig overmodig, ⟨Þr IX, 35⟩; h. uppá pallin sætte sig rank pá bænke ⟨Bj IV, 52⟩.

hreysi

jfr. borgar-.

hreysta

(st), göre tapper, göre stærk, h. að pí göre kvalestörre, Sá VÍ, 36.

hreysti

tapperhed, vinna h. Hj í, 55, njóta reysti (sál) ⟨Sá IV, 61⟩.

hreystidrengr
hreystidrengur

tapper svend, ⟨Skh IV, 27⟩, ⟨St IH, 47⟩.

hreystifullr

adj

tapper, ⟨G VI, 42⟩.

hreystigarpr

tapper helt, ⟨Gei I, 11⟩, ⟨Sá X, 13⟩.

hreystimaðr (-mann)

tapper mand, helt, ⟨Skí 58⟩, ⟨Gr VII, 8⟩, ⟨Skh 1, 19⟩, ⟨St I, 32⟩.

hreystimáttr
hreystimáttur

tapper kraft, ⟨Gr VIH, 13⟩.

hreystiorð

tappert ord ⟨Gri Hl, 15⟩, ry for tapperhed ⟨Hj H, 27⟩; tapperhed, ⟨Gri I, 62⟩, bera h. yfir e—1 overgå ei tapperhed, ⟨St IV, 4⟩.

hreystisamr
hreystisamur

adj

tapper, ⟨Fi VIN, 40⟩, hreystisvipr, tappert udseende, tapperhed í almih. ⟨Má H, 26⟩.71 (svipr næppe = bevægelse).

hreystiverk

1, tapper gærning, heltedád, ⟨Lo I, 3⟩, ⟨St 1, 36⟩, ⟨G VI, 3⟩.

hreyta

(tt), kaste, h. e—ae—u, tildele enoget, ⟨ÓlA H, 1⟩; h—endr oglings landa, guldgivere, mænd, ⟨Lo II, 28⟩.

hreytikundr

’kastende perso(kundr er ganske usædvanligt, brugt sál.), h. hrannar: báls, guld-uddeler, mand, ⟨Hj VI, 2⟩.

hreytir

kaster, bevæger, uddeler, í kenninger for mænd, efter vábe h. stáls ⟨Gri IV, 12⟩, h. sverða ⟨Bj VH, 43⟩, h. skarðs ⟨Bj VI, 29⟩, h. spjóts ⟨Lo I, 27⟩, h. Þundar báls ⟨Dá IV, 41⟩, h. skjalda ⟨Dá IM, 13⟩, h. hlífa ⟨Ko VI, 49⟩, h. Óðins tjalda ⟨St 1, 48⟩, — efter guld, h. auðs ⟨Gri I, 55⟩, h. gulls ⟨Fr HH, 5⟩; h. hrannar dags. ⟨Vǫ IH, 37⟩, ⟨Fr Hl, 48⟩, h. hrannar báls Dál, 50, ⟨Jó 11, 10⟩, b. bylgju báls Jó 7, 20; h. Draupnis sveita ⟨Vǫ I, 38⟩; h. fófnis lautar ⟨Vǫ HI, 27⟩, h. fófnis moldar Fri, 64, h. fófnis skíða ⟨Jó I, 43⟩; h. ófnis landa ⟨St I, 0⟩. ófnis palla ⟨S II, 29⟩, h. ófnis spanga ⟨La H, 92⟩, h. ófnis láða ⟨Kr IH, 45⟩; h. noðru landa ⟨Hj V, 3, XL, 50⟩, h, ngðru valla ⟨Ko I, 9⟩, h. ngðru teiga ⟨La Il, 69⟩, h. noðru sanda ⟨Bj I, 31⟩, h. noðru stræta ⟨GrH I, 29⟩, h. noöru palla ⟨Hj IX, 47⟩, Kr VIK, 18, h. noðru kólfs ⟨Bj IV, 30⟩; h. linna sáða La 88, 0. orma teiga ⟨St H, 12⟩; h. hraunþvengs teiga ⟨St I, 12⟩, h. hraunþvengs landa ⟨BI IV, 4⟩; h. flagða spjalla, mála ⟨Fr V, 36, 41⟩.

hriða

U V 19 er uforstðeligt, stár máske for hrjóða, der dog ikke er synderlig godt, det skulde bet. ’nedlægge.

hrinda

(bratt), støde, drive (ud), med acc. h. skeidr, i søe ⟨Hj VIII, 30⟩, ⟨SVI, 14⟩, h. burt strid ⟨U VI, 2⟩, h. ferju Herjans (acc. el. dat.2) ⟨GrH IV, 1⟩; hrundiburt adygdu drevebort fra, berøvet, ⟨U V, 10⟩; benjar hrundu bl66i, udgød, ⟨Gr VII, 56⟩.

hringr
hringur

ring, h—ar, 2: guldprydelser (2), ⟨OLA I, 9⟩; kres amænd, ⟨Sk IH, 4⟩; stríðr h. uhjartað, beklemmelse, bekymring, ⟨Vi I, 35⟩, rekinúr ræktar h—g, omskriv. rækt, berøvet, ⟨Kr IV, 1⟩; — obrynjens ringe ÓlB. IL, 29, IV, 23, ⟨GrH IV, 21⟩, ⟨Sá XI, 34⟩, ⟨ÓlB V, 4⟩ (h—ar reinir), ⟨SVI, 22⟩ (h. blár), ⟨St V, 53⟩ (klæddir h—u h—um?), ⟨Ger VIN, 13⟩, BLI, 47 (hvor fleina er vist fejl fleinum); — sværð, ⟨Gri H, 24⟩, ⟨Ger VI, 6⟩; —Í kenninger, for havet, h. landa ⟨ÓLA II, 36⟩, ⟨Dá 1, 23⟩, ⟨Ko VI, 43⟩, Bretlands h. ⟨ÓlA H, 27⟩, — for slange, holta h. ⟨Fr V, 19⟩; — Svolnis h—ar synes at bet. brynjeringe, ⟨Ko 1, 24⟩. Jfr. gull-, nagl-.

hringþoll

-’ring-fyrr’, kvinde, ⟨Skh VI, 35⟩. 53, ⟨Gri VI, 53⟩, ⟨Hj 1, 26⟩, ⟨La III, 43⟩.

hrip

kurv, tremme-kasse, h. oldu, skib, ⟨Kr I, 54⟩.

hripsa

(að), gribe rask, reve, h. gull ⟨Gri IH, 61⟩.

hrisla

gre til at slå med, ris, leggja h—u á hrygg e—s ⟨Þr VH, 28⟩.

hrista

(st), ryste, h. háls í sundr ⟨Gr I, 26⟩, h. vóðir, sejlene, ⟨Skh IV, 25⟩; upers. h—ir sundr hljóða strengi, orimens slutning, ⟨Gr VH, 65⟩.

hristir

ryster; bevæger, i kenninger for kriger, mand, efter guld, h. brings (sværd?) ⟨Ko VI, 58⟩, h. ófnis láða ⟨Fr IV, 33⟩, — efter vábe h. sverða ⟨Skh 11, 58⟩, ⟨Hj VII, 27⟩ (dat. hrist!), IX, 9, X, 23 (hrist dat. og acc.!), mækja h. ⟨Fr 1, 28, V, 26⟩, h. málma ⟨Hj IX, 29⟩, h. stála ⟨Hj XI, 23⟩; h. unda þorna ⟨St 1, 45⟩, ⟨La 1, 72⟩, h. fleins, fleina ⟨Gr H, 32⟩, ⟨St H, 42⟩, ⟨He 111, 23⟩, h. spjóta ⟨Má 1, 58⟩, h. geira ⟨Kr 1, 24⟩, h. brodda ⟨Má IV, 22⟩, h. hildar blyss ⟨Gr IH, 10⟩, h. unda skessu ⟨Má V, 39⟩, h. Óðins fatla ⟨Fr 11, 45⟩, h. ríta ⟨He II, 13⟩; — efter kamp(1), h. vópna gráðs ⟨Fr V, 23⟩; — efter skib, h. ægis bríka ⟨Gr IV, 7⟩; — efter hanske, h. glófa ⟨Gr 1, 28⟩.

hríð

stor byge, snebyge ⟨Gr I, 43, I, 19⟩, kold h., stor ⟨Skh IV, 25⟩; — tidsafsnit, fyst uh. ⟨Hj I, 87⟩; — sorg, elendighed, ⟨Gri H, 3⟩; — kamp, ⟨GrH IV, 5⟩, ⟨Gr VIN, 9⟩. — I kenninger for kamp, branda h. ⟨Ú IV, 37⟩, skjóma h. ⟨Dá IV, 34⟩, laufa h. ⟨Kr VII, 37⟩, stála h. ⟨Skí 165⟩; geira h. ⟨Sá V, 35⟩, darra h. ⟨SII, 5⟩, fleina h. ⟨ÓLlB V, 13⟩, ⟨Vǫ VI, 17⟩, orva h. ⟨St IM, 32⟩, ⟨GrH I, 39⟩, brodda h. ⟨Skh IV, 47⟩, ⟨Fr IH, 33⟩, odda h. ⟨ÓlH 55⟩, ⟨Vǫ HI, 27⟩; hjálma h. ⟨Fr I, 60⟩; Þundar h. ⟨Sá V, 19⟩, Gonla h. ⟨ÓlB HI, 21⟩; Sorla h. UV, 21. Jfr. galdra-, orra-, svarta-.

hrífa

(hreif), gribe, h. stei her synes ordet at bet. “at kramme, knuse’, ⟨Þry I, 11⟩; tage, gribe, fat (for at rive itu), ebáðar hendr h. ⟨Gri III, 46⟩.

hrím

jfr. ketil-.

hrímall

adj

egl. fuld arim’, kold, besværlig, veita h—t, oevanskelig stilling, *gá uheldigt, ⟨Þr IV, 50⟩, ordet synes ellers ukendt.

hrín

bral, ooksens brøl, ⟨Hj VI, 20⟩ (næppe verb. her).

hrína

(hrein), skrige, hvine, brele, h. upp ⟨Hj VI, 27⟩; h. líkast vorgu tude, ⟨Dí III, 21⟩, grynte, osvi ⟨Ko V, 40⟩. — pávirke, h. á, blive til virkelighed ( h. t. hvað eskal lide), ⟨Hj H, 46⟩.

hrjá

tumult, kamp ⟨St IV, 16⟩; branda h., kamp, ⟨St 1, 53⟩, hrotta h., d. s., ⟨St II, 42⟩.

hrjóða

(hrauð), rydde, h. heipt úr hjarta ⟨Fr V, 63⟩; — upers. hranð aeggju gnister slog ud a ⟨ÓlH 48⟩.

hrjóðr

udrydder, tilintetgörer, h. synda, eder beflitter sig pá helligt liv (o„Anakorita“), ⟨Di Il, 37⟩.

hrjóta

(hraut), falde, styrte, láta fley h. á æginskulde bet. ’lade skibene sejle uð, medette passer ikke godt i smhænge ⟨U IV, 26⟩; h. úr, falde ud (otænder), ⟨Skí 163⟩; hremsahraut, flöhvinende, ⟨ÓIA III, 5⟩; h. niðr, slutte (orimen) ⟨St 1, 72⟩. — Snorke, ⟨Lo II, 14⟩. 34.

hrofna

(að), gá itu, (aet part. hrofintil *hrjúfa; BjHald. har hrofna *lacerarð; hroGAndrj. „disectu segmen“), að miðr uh—ar ⟨Bj V, 26⟩.

hrokkva

(1.) (hrokk), fare, vige, springe, briste, h. upp, springe op, ⟨Skí 132⟩, h. innar að gafli, fare flygtende, ⟨Skí 181⟩; briste, springe itu, gerðar hrukku ⟨Bó VII, 39⟩, h. (osværdet) ⟨St V, 25⟩.

hrokkva

(2.) (kt), slå, piske, hroktr lima ⟨La V, 3⟩, h—az, sno sig, h—az ue—Lo IV, h--az uhjarta ⟨Gri H, 3⟩, jfr. ⟨La VH, 1⟩, h—az niðr í grund, bore sig ned í (oslanger), ⟨BL IH, 12⟩.

hrokkvis

leiða ⟨Dí I, 35⟩, kaikke være rigtigt; mulig er hrekkvís leiða (dette fe, ’led person’) det rigtige.

hrollr

gyse h—i bendi findes í evistnok forvansket smhæng ⟨ÓlB II, 15⟩; v. L beror vist pá omdigtning: hrosti, det mæskede malt (hvoraurteuddrages), h—a tjör øl, ⟨Vǫ V, 45⟩, Herjans h—a far, Odins maltskibe, digtninge ⟨Sk I, 60⟩, Herjans hrosta fengr, d. s., ⟨Bj V, 59⟩.

hronn

bolge, breka h. (skr. ravnn), vældig brænding, ⟨ÓLA II, 28⟩; liggja, detta h —u bunkevis, í hobetal, ⟨G XH, 31⟩, ⟨Kr VI, 42⟩.

hrorna

(að), blive affældig, svækkes, h—uð fræða list ⟨ÓlB IV, 1⟩.

hrotti

(1.) sværd, ⟨ÓlH 15⟩, ⟨Gr VII, 25⟩, ⟨Gri I, 65⟩; blár h. ⟨Hj VII, 33⟩.

hrotti

(2.) grov perso fræk lemmel, ⟨Skí 130⟩. 167, ⟨Gri II, 54⟩, ⟨Má IX, 52⟩; h. slægr ⟨La IX, 104⟩.

hróðr

(rar), digt, ⟨Gr I, 6⟩, seh—ringengr, sodigtet lyder, ⟨Skh III, 24⟩, h—rar gjord, digtning, ⟨G VII, 2⟩, h—rar malt, -egl. digísto digt, ⟨Gr H, 16⟩, h—rar mund, digtningens hánd (forstás ved hele smhængeog ordvalget), ⟨Sá VI, 1⟩; digterævne, ⟨Skh VII, 49⟩.

hróf

skibskur, ⟨Kr I, 60⟩.

hrókr
hrókur

lommel, svær karl, rækel, ⟨St IH, 45⟩, gamatl h. ⟨Skh IV, 13⟩, leiðir h—ar ⟨Skh V, 46⟩, vóndr h. ⟨G IV, 60⟩; — kraftig perso(jfr. hrókr, tárnet í skakspil), allir kallaz h—ar ⟨Gri I, 15⟩ (jfr. hróke alls fagnaðar). Jfr. skammar-.

hróp

bagvaskelse, leitt h. ⟨Grí IV, 14⟩; háð né h. ⟨Hj V, 11⟩.

hrópa

(að), bagvaske, ⟨Skh III, 7⟩; tilföje vanære, ⟨Má IH, 30⟩; — rábe, h. á þjóð, tilrábe, ⟨Gri I, 49⟩.

hrópan

bagvaskelse, h. hrygðarmeins ⟨Skh I, 63⟩.

hrósa

(að), rose, prale a h. listuLo IH, 30.

hrumaz

(að), blive affældig, krafteslos, h—iz marr ⟨Bó V, 19⟩.

hrumningr
hrumningur

hrumnir, jættenav(udetvivl forvanskning aHrungnir), kui’kenninger for skjold, h—is ilja blað ⟨Fr 1, 23⟩ (jfr. Ragnarsdr. 1, sodigteresynes at have kendt), H—is fóta borð ⟨Fr IM, 50⟩, hrumnis jorð ⟨Hj VII, 6⟩, Hrumnis slóð ⟨GrH 1, 13⟩, hrumnirs gól ⟨Hj VII, 22⟩, hrumnis þiljur S9 IV, 23. — hrumnis (v. l. Hrugnis) ess (v. I. mess) ⟨La IX, 20⟩ er uklart.

hrumr
hrumur

adj

aðj, affældig, sáret, h—il ⟨Vi I, 47⟩.

hrumþvengr
hrumþvengur

sál. skrives ordet sooftest (v. I hraunfindes ⟨BI IV, 4, V, 33⟩), mehrumer for hruog dette igefor hraun-, det hele = slange, í kenninger for guld, h—s beðir ⟨La Il, 61⟩, h—s lond ⟨BI IV, 4⟩, h—s láð ⟨Fi VI, 52⟩, h—s brú ⟨BI I, 7⟩; mindre naturlige er h—s lá ⟨BI V, 33⟩ og h—s eisa ⟨Lo II, 39⟩, hru má sikkert være = hrau(findes í ripá mun), jfr. hvað der er bemærket ved hrumþvengr, lava, stengrund, síldar h., havet, ⟨Skh II, 32⟩.

hrúga

dynge, h. agulli ⟨Gr IV, 34⟩; abs. (oguld) ⟨Gri 1, 43⟩. Jfr. beina-.

hrútr
hrútur

vædder, bjúgt sehorh—a ⟨Lo II, 10⟩.

hryðja

(ydd), römme sig (for at rense halsenfor sliog lig), spytte, hryddi alt ⟨Fr IV, 45⟩.

hrygd

sorg, bedrøvelse, h—ar eldr ⟨St IV, 40⟩, h—-ar grei = hrygð ⟨Ger IV, 21⟩; h-ar tjör sorgens’ kær, brystet, ⟨Bj 1, 24⟩.

hrygðarjokull

*sorgens jökel, is, ⟨Skh I, 2⟩ (jfr. smhængen).

hrygðar klút

blive meget nedböjet, ⟨Gr V, 36⟩.

hrygðarmein

’sorgens mé sörgeligt mér, hrópah—s ⟨Skh II, 63⟩.

hrygðarstund

sorgens stund, ⟨Skh VII, 24⟩, ⟨Sá I, 1⟩.

hryggiligr
hryggilegur

adj

sörgende, sorgfuld, = hryggr, ⟨G VI, 52⟩: hryggr, jfr. geysi-.

hryggva

(gd), bedrave, h. e—⟨La VII, 4⟩.

hryssa

hoppe, ⟨Hj IH, 18⟩, esvarta h. HjIV, 12.

hræ

lig, h—a tein sværd, ⟨Gr I, 4⟩; h—ar(l) lauðr, blod, ⟨Gri IV, 62⟩; — h—ar svell ⟨GrH I, 24⟩ er udetvivl fejl handar svell, sélv. — hræva ⟨St I, 8⟩ er sikkert fejl hreifa (se hreifi). Jfr. lymsku-, hræðiligr, frygtelig, h—g hjorva gnaúuð ⟨ÓlH 56⟩, h. harmr ⟨Skh VII, 27⟩, h—g sý ⟨Gri VI, 12⟩.

hræfugl

“ligfugl’, örel. rav bergir h—s, kriger, mand, ⟨Dá IV, 45⟩.

hrækja

(hrækta), spytie, ⟨Skí 51⟩, h. ávalt ⟨Fr IV, 45⟩.

hræra

(rð), bevæge, h. sverð ⟨ÓlH 12⟩, h. mun bevæge munde tale, ⟨Fr I, 13⟩.

hrærir

bevæger, uddeler, h. hringa, mand, ⟨Dá IV, 40⟩.

hræslufulir

adj

aðj, fuld afrygt, ⟨Gri VI, 29⟩.

hrævafullr

adj

fuld alig, 9: mæt alig, oravne ⟨Dá IV, 35⟩.

hueppr

adj

knap, sle bida h—ra dag, eværre dag, ⟨G V, 9⟩, h—ra verk, værre gærning, ⟨Þr VII, 9⟩.

hugaðr

adj

oprigtig, venlig, tala ahugðu (næppe ahugða f), ⟨Vi HH, 44⟩.

hugboð

1, anelse, Fr.IV, 63, ⟨Bj IV, 43⟩.

hugbót

trøst, ⟨Då II, 39⟩. hugðartal, fortrolig samtale, ⟨Skh I, 19, VI, 53⟩.

huggan

frost, h. manna, mulig jomfru Maria, ⟨Skh V, 17⟩.

huginn

rav h. ablóði (blodmættelsej stundi ⟨St II, 18⟩, huglaus, modløs, fej, h—t hofud ⟨Kr IV, 35⟩; ⟨Gri IV, 17⟩.

hugna

(að), tækkes, være efter ens behag, mér h—ar ⟨Þr I, 24⟩, e—h—ar betr St IH. 34; med. Óska fengi h—az e—Sǫ 1, 1; ⟨Skí 114⟩.

hugsa

(að), tænke, have í sinde, overveje, h. ue—ð, tænke pá noget (med omsorg), ⟨Gr 1, 17⟩, abs., have í sinde, ⟨Gr V, 40⟩, h. að pretta ⟨Fr IV, 50⟩; h. fyrir e--u, have (meget) at tænke på, drage omsorg for, ⟨Skí 21⟩; tænke pá, mindes, h. sprundið ⟨Bó X, 3⟩; h. mál, overveje, ⟨ÓlH 32⟩.

hugsun

tanke, tankegang, ⟨U 11, 13⟩; bera h. stranga ⟨Gr V, 48⟩, kold h. ⟨Þr VI, 7⟩.

hugþekkr
hugþekkur

adj

venlig, h—kk vid e—⟨G I, 13⟩.

humar

hummer, í kenninger for hav, h—ra vellir ⟨ÓlA 11, 33⟩, h—ra grund, túHj IM, 41, ⟨BL V, 6⟩, h—ra laut ⟨Þr X, 29⟩, h—ra heiðr ⟨ÓlB 1, 22⟩, h—ra holl ⟨Pr HI, 7⟩.

hunang

honning, ⟨Vǫ IV, 43⟩.

hundingi

tilnav(ahundr) ⟨St IV, 46⟩.

hundr

hund, soskældsord ⟨Gri Il, 56⟩, svartari h. Gri I1{, 12, h—inleiðr ⟨Gri II, 19⟩, jfr. ⟨St 1, 15⟩, endjarfi h. ⟨Ger V, 44⟩, envóndi h. ⟨Bó IN, 8⟩; — í kenninger, for skib, sjóvar h. ⟨Bl II, 40⟩, báru h, ⟨La IV, 2⟩, sunda h. ⟨ÓlB 1, 20⟩, Ránar h. ⟨Gr VI, 37⟩, ⟨Ko VIII, 34⟩, húfa h. (Herjans) ⟨Má III, 1⟩, ⟨ÓLA I, 36⟩, stjórnar h. ⟨Hj IH, 45⟩; flaugar h. ⟨Hj VIN, 25, XI, 42⟩, dælu h. ⟨Hj V, 25⟩, reipa h. ⟨Hj IX, 14⟩; Mævils h. ⟨Fr IH, 12⟩; — for hval, hrannar h. ⟨Hj VIN, 43⟩. Jfr. hjarðar-, ilsku-, varð-.

hundrað

hundrede, h. rasta ⟨Skí 151⟩, átjáh—uð sára ⟨Skí 145⟩, h. bragnar ⟨Hj X, 18⟩; fyrir h. vetra ⟨Kl V, 17⟩. h. tírætt SK IM, 43, ⟨Fi VIN, 33⟩.

huppr

hofte, ⟨Hj VI, 22⟩.

hurð

jfr. fræði-.

hurða

(að), anbringe dör (hurð) for, lukke, h. þrætu byrgi ⟨Fr IV, 67⟩.

húfa

’hue’, bolge má ordet bet, hvis det er rigtigt, í húfu gráð (somáske bör rettes til láð) ⟨GrH III, 8⟩; makunde også tænke, at húfu, der ellers er ukendt í denne betyd, var fejl húfa (ahúfr) eller — snarere — dúfu.

húfr

de3. og 4. plankerække í skibets side, hallr á h—i, hældende til deene side (med slagside), ⟨ÓlB IV, 22⟩, færa fork í hú ⟨Þr II, 51⟩; í kenninger for skib, h—a hundr, björÓlA 1, 36, H, 7.

húka

(kt), sidde pá huk, krybe samme ⟨Gri II, 19⟩, h. í hring ⟨SK HI, 37⟩.

húm

(1.) hav, ⟨Skh VI, 38⟩, á h—i StI, 51, steypaz að h—i ⟨ÓlB II, 27⟩, h. tók rugla ⟨Sǫ I, 2⟩; h—seldar, guld, ⟨Fr V, 4⟩.

húm

(2.) skumring, mörke, ⟨Skh V, 10⟩, ⟨Gri VI, 4⟩, ⟨Gei II, 62⟩.

húmr
húmur

adj

aðj, mörk, kuí verðr h—t ⟨Vǫ 1, 13⟩.

húnn

björneunge, björ ⟨Gr VII, 24⟩; lægis h., skib, ⟨Lo HH, 1⟩.

hús

hus, herberg, værelse, ⟨Skh VII, 17⟩, jfr. 14; skibskur ⟨Gr V, 10⟩; hyggju (konj.) h., bryst, ⟨Hj V, 1⟩; h. víns, hor ⟨Jó HH, 6⟩. Jfr. brúðar-, elda-, eld-, geitar-, hesta-, -jarð-, lopt-, song-.

húsabær

gárd, ⟨Bó ll, 35⟩.

húsagardr

gård, ⟨Gri VI, 13⟩.

húsfrú

hústrí, kone, hustru, ⟨Skh VI, 47⟩, ⟨Sk 1, 33⟩, ⟨Kl I, 21⟩, ⟨Gr I, 38, IT, 17⟩.

húsgangr
húsgangur

’gåefra det ene hus til det andet, betleri (fra gárd til gára), þreyta h—g ⟨Skí 12⟩.

húsgangsferð

betlerfærd, ⟨Skí 42⟩.

húsgangsmaðr
húsgangsmaður

omflakkende betler, ⟨Skí 22⟩.

hvað

pro spörg. nir., og inde, hví, hvorfor, ⟨St III, 42⟩, ⟨Fr 1, 52⟩ (skr. því), ⟨SVI, 7⟩ (ligel,); h. kanverða hverju líkt, noget kablive ligt med noget (andet), ⟨Þry IH, 12⟩; vel h., alt, ⟨La IH, 55⟩.

hvar

adv, egl. spörg. hvor; mange steder, víða h. ⟨Skh IH, 42⟩; = hb. se hvor end, ⟨Sǫ 1, 24⟩.

hvarf

forsvinde manna h. ⟨Þr VI, 25⟩; jfr. ⟨Kr IV, 51⟩; tilflugt, h. til e—s ⟨Ger IV, 18⟩.

hvarmr
hvarmur

öjeldg, bera rauða h—a ⟨Fr IV, 59⟩.

hvass

adj

modig, ⟨ÓlH 19⟩; skarp, bidende i ord, ⟨Skí 9⟩.

hvata

(að), skynde sig, h. að e—u, foretage noget hurtig, ⟨Fr H, 53⟩; h. til skips ⟨Þr VI, 38⟩.

hvatliga
hvatlega

adv, rask, ⟨Sá V, 12⟩.

hvatvísi

fremfusenhed, ⟨SK III, 26⟩.

hvekkr
hvekkur

puds, slet streg, br VII, 5, ⟨Kl III; 37⟩; kendr við h—i ⟨Gr H, 9⟩, kunna h—i ⟨Gr IV, 33⟩, ⟨Hj Il, 13⟩. 21, båinvid h—k ⟨Pr VIII, 10⟩, h—ja val ⟨La VI, 28⟩, tålar h—ir ⟨Må IV, 26⟩. Jfr. lymsku-.

hvelfa

(lfd), styrte omkuld, hælde, h. (gulli) i e—3, hælde det í, ⟨Þr VII, 31⟩; upers. h—ir skeið, skibet vender bundei vejret, ⟨Hj IX, 25⟩.

hvellr

adj

höft lydende, gjaldende, h—t Hveðrungs veðr ⟨ÓlB V, 9⟩.

hvelpr

hvalp, ounge mænd pl. ⟨Þr IV, 60⟩.

hverfa

(hvarf), vende (intr.), forsvinde, h—i erfi móða, være slut med, ⟨Dí I, 48⟩; part. horfinfrá e— fra-. falde ⟨ÓlH 9⟩, horfinfrá æsku, fjærnet fra ungdomme ældet, ⟨Gr IH, 3⟩; h. snilli, berovet, ⟨Þr IV, 48⟩; horfinvar þeiHelgi skáld a(læs í?) hróðrar blandi er dunkelt, omgivet ade(2: kvinderne 3), el. forsvundefor de(de isl. kvinder?), ⟨Skh V, 4⟩.

hverfr

adj

sodrejer sig, vankelmodig, e—verðr h--t í brjósti, efár eandemening, ⟨Skh V, 29⟩; venda hjóli h—t, hastig, ⟨G IL, 38⟩.

hvergi

aðv, ingensteds, h. lands ⟨St HI, 19⟩, ⟨Sǫ II, 24⟩, ⟨Gei IV, 49⟩; slet ikke, ⟨Skí 109⟩ og oftere.

hverr

(1.) hvorr, pro interr. el, inde, hvilke enhver, hnífrinhvorr ⟨Bó X, 12⟩; subst. er undertideudeladt, í hverri (0: lotu) ⟨Skh IV, 14⟩, í h—ju (ɔ: orði?), stadig, ⟨G VII, 61⟩; — hverir drápu aðra, deene — deande ⟨Skí 153⟩.

hverr

(2.) kedel, tanna h., munde ⟨SVI, 1⟩; Fundins horna h., her betegner h. indholdet (der hentydes vel til kedleOdrørir), digtet, ⟨Ko 11, 1⟩; Óðins kvónar hvarma h., Friggs (el. Freyjas) öjenvæske (h. bet. ogsá her væske, = logr el. lig), tárerne, ⟩: guld, (efter L. 2 skal ikke interpungeres), ⟨Ko Il, 5⟩.

hversdags

adv, hverdags, h. þjóð, alslags mennesker, ⟨Så VII, 31⟩.

hvessa

(st), göre stærk, h. darra él, kæmpe kraftig, ⟨ÓlH 41⟩, h. Hviðrungs gjóst ⟨ÓLA Il, 17⟩; h. Viðris víðiss bróður bet. ábenbart “at digte. menoget er galt her, bróður brjósta, brjósta víðir Viðris, Odins brystvæske, digtet, ⟨Gr VIN, 23⟩; — h. sjónir, hvæsse sit blik, se skarpt, ⟨Lo 1, 22⟩; reiði hvestr, opflammet avrede, ⟨Má V, 9⟩.

hvessir

hvæsser, skærper, forstærker, kraftig udøver, i kenninger for kriger, mand, h. hjerva regns ⟨Då IV, 21⟩, branda h. /é I, 28, målma h, ⟨La III, 32⟩, fleina h. ⟨La VIII, 33⟩, ⟨DIII, 40⟩, brodda h. ⟨Fr IV, 5⟩, ⟨Må IV, 41⟩, odda h. ⟨Vǫ IN, 25⟩; h. líma ⟨Má IX, 60⟩; h. runna má være forvansket (h—ir er her pl) ⟨Sá X, 13⟩.

hvessu

spörg. adv, hvorledes, h. héti ⟨Gri IL, 9⟩, h. skal hrinda ⟨Kl IV, 30⟩; bægge steder er ss rimkrævet.

hvika

(að), nele, hvikið eigi ⟨Þr IV, 12⟩; ville unddrage sig, h. undapíslu ⟨Þr VH, 28⟩, h. úr fangi, ville frigöre sig for, ⟨Gri IH, 44⟩.

hvimleiðr

adj

forhadt, superl. ⟨Ko IV, 5⟩.

hvinn

jfr. lymsku-.

hvinr

suse málma h., kamp, ⟨Ger VII, 38⟩.

hvinska

egl. tyvagtighed, uærlighed, ondskab, ⟨Má IV, 27⟩ (her modsat drengskapr).

hvitakyrra

hvid stilhed, fuldkommenstilhed på (i) havet, ⟨Fi VIII, 22⟩.

hvitasunna

pinse, ⟨Sk I, 38⟩, ⟨Ko V, 46⟩.

hvitavin

hvid, lys, vi ⟨Gei II, 40⟩.

hvitberg

udetvivl forvanskning (aafskrivere 2) Hnitberg (Hnitbjorg), h—s ví digterdrikke digtet, ⟨Sk II, 44⟩.

hvitingr
hvitingur

hor h—s bylgja, øl, ⟨OLA II, 12⟩, ⟨St II, 34⟩; — sværd, h—s egg ⟨OIB II, 29⟩, h—s runnr, mand, ⟨ÓlA III, 17⟩.

hvíla

hvile, leje, sæng, h—u plogg, genitalia, ⟨Dí IH, 22⟩. Jfr. mektar-, rekkju-. 13 hvíld, hvile, afbrydelse, h. á rógi ⟨Gri IV, 10⟩.

hvílubrǫgð
hvílubrögð

pl, samleje, ⟨Skh V, 30⟩.

hvílugólf

1, sængeplads, sæng, leje, ⟨Kl I, 43⟩.

hvílurann

sængehus, sovehus, ⟨Gri VI, 37⟩.

hvílutollr

leje-lö 9: samleje-lö h. Grímnis, digterdrikke digtet, ⟨Bj IV, 67⟩ (memaiagttage smhængen).

hvítabjǫrn
hvítabjörn

isbjör ⟨Bj VIN, 7⟩.

hvítamjǫll
hvítamjöll

hvið sne, ⟨Hj I, 42⟩ (i esmligning).

hvítna

(að), hvidnes, blive hvid, hnúar h. ⟨Lo 1, 22⟩.

hvítr
hvítur

adj

hvid, obrynjekappe ⟨ÓlH 20⟩, h—t rít ⟨ÓlB III, 21⟩, með silfri h—a ⟨Vǫ I, 9⟩, h—tt unnar bál, má vel bet. solv, ⟨ÓLA III, 26⟩. Jfr. fann-.

hvólf

1, hvalv, hvælvet hus, musteris h., ⟨He II, 26⟩, upp og niðr frá h—i ⟨SK I, 20⟩, pentað h. ⟨Gei H, 19⟩; í ketils h—i, í dehvælvede kedel, ⟨Gri V, 44⟩; — á h—i, med bundeí vejret, skip á h—i ⟨Skh II, 46⟩.

hvóptr
hvóptur

kjæft, belgja h--t, udspile kinderne (ved at puste til ilden), ⟨Gri H, 54⟩, með þungah—t, med tung, 9: ond, ondskabsfuld, kæft, ⟨Kr IV, 42⟩, þrátta h—usínuG IH, 47.

hvór

pro interr. og inde, hvilke hver ato, h—ir . aðra, deene .,. deande ⟨Gr VII, 50⟩, h. .. annar = annarhvór, deene el. deande ⟨Gr VII, 52⟩.

hvórgi

pro inde, ingeato, h. halrinStIV, 7.

hvæsa

(st), hvæse, puste, tók að h. við, sotegpá træthed, ⟨G IV, 59⟩.

hyggja

(1.) (hugða), tænke, h. ae—u, glemme, ⟨Skh I, 34⟩, ⟨Vǫ VI, 17⟩.

hyggja

(2.) sind, tanke, forstand, h—u vit ⟨Vi II, 16⟩, h—u strangr ⟨Sk III, 65⟩; h—u torg, bryst, ⟨Gr VIII, 40⟩, h—u strendr, d. s., ⟨ÓlH 19⟩. Jfr. undir-.

hygnaz

(að), blive forstandig, modnes, ⟨Kr I, 22⟩.

hylli

£, hyldest, gunst, venskab, med:h. ⟨Fr II, 4⟩, h. seggja ⟨Gr V, 2⟩.

hyrja

jættekvinde, ⟨Hj HI, 19, IV, 6, X, 52⟩, U Vi, 17 (ved reitelse); h—u hestr, ulv, SfI, 45, 1. hyrna, hjörne, ooksebladets hjørne el. økse ligefre(jfr. arghyrna og í Þulur findes h. sooksenavn), ⟨ÓlB V, 14⟩.

hyrna

(2.) (nd), forsyne med hor part. hyrndr ⟨Dí IV, 15⟩.

hyrnusteinn

hjörneste d. v. s. stemed skarpe kanter, ⟨St I, 54⟩. á hyrr, (s og jar), ild, engrimmi h. Vǫ VI, glóandi h. (= Logi) ⟨Lo IV, 14⟩; — í kenninger, for guld, ægis h. ⟨Gei IN, 56⟩, græðis h. ⟨Hj IV, 38⟩, lægis h. ⟨Di II, 11⟩, vóga h. ⟨Fr V, 2⟩, bylgju h. ⟨ÓlB V, 30⟩, dúfu h. ⟨Skh H, 33⟩, lindar h. ⟨Ko VI, 32⟩; hauka láðs h. ⟨Gei IN, 15⟩; — for sværd, brynju h. ⟨Hj IH, 35⟩, ⟨BL VH, 32⟩; Fjalnis h. ⟨La IH, 34⟩, Brúna h. ⟨St IV, 17⟩; Hogna h. ⟨ÓlB I, 23⟩ (her væntede madog ekenning for guld) IV, 32; gladdiz Hogna h. ⟨G IV, 42⟩ kanikke være rigtigt. Gugnis h. ⟨St VII, 44⟩ er heller ikke rigtig (sværd)kenning, Gugnis Gondlar? hýða, (dd), plske, h. hest sporu ⟨Má IV, 57⟩.

hæða

(dd), hdne, spotte, h. að e—⟨Gei III, 60⟩.

hæðinn

adj

spottelyste fuld aspot, h--nar hyggju strendr ⟨Sk I, 17⟩.

hæðni

spot, spottelyst, ⟨Sk IH, 31⟩, ⟨Vi H, 5⟩.

hæfa

(fd), passe, h. e—u ⟨G II, 20⟩; — ramme, træffe, h. rekkju ⟨Fi VI, 40⟩; ⟨Gei IH, 55⟩.

hæfi

1, hvað maskal ramme, mål (for. skud); ÓLA“ 11, 4. 5.

hæfilátr
hæfilátur

adj

sovéd at te sig, taktfuld, ⟨Kr 1, 61⟩, ⟨Fi V, 38⟩.

hæfiligr
hæfilegur

adj

— hæfilátr, soforstår at opføre sig, herranh. ⟨Kl HH, 21⟩.

hæfr

adj

passende, god, h—ra ráð ⟨GrH H, 7⟩.

hægja

(gð), stille, berolige, h—iz gjálp ⟨Skh IV, 30⟩; skåne, være god mod, h. e—La HI, 88; helbrede, h. unduÚ H, 43. L hægr, let, bekve valla er h—t:við, det er ikke let at have med at göre, ⟨Þr VI, 5⟩; let at bruge, h—ir axlar karmar, o(desárede) arme, Vil;37. Jfr. geysi-, lund-, lyndis-, ó-.

hækir

hund, ⟨Då IV, 20⟩ (ellers ukendt; GAndrj.

hækja

krykke, ramlig h. ⟨Fr IV, 53⟩, falla å h—ur, gå foroverbåjet ved krykker, ⟨Bl VI, 41⟩; h—na viðr, estavkarl der nytter krykker, ⟨Fr IV, 42⟩.

hækjukall

krykkekarl, eder går med. krykker, ⟨Ger II, 15⟩, ⟨Kr VII, 19⟩.

hæla

(ld), rose, omtale rosende, ⟨Skí 31⟩; h—az ue—3, prale a Kr Y, 51.

hælinn

adj

pralende, fuld aselvros, ⟨Sk 1, 17⟩.

hælkrókr
hælkrókur

’hæl-krog’, ebevægelse (under brydekampen), der består i, al maved at. sætte højre fods hæl bagved modstanderens højre be(fod) søger at bringe hatil fald. veita ,e—h—k ⟨Må IV, 7⟩.

hængr
hængur

hanlaks, h. grundar, slange, 9: Grettir ⟨Gr V, 33⟩; fetla h., sværd, ⟨Gr V, 43⟩.

hænskr
hænskur

adj

ukendt ord (forvansket), h. horr ⟨OIA III, 6⟩; v. I, horskr er umuligt.

hænuegg

hönseæg, ⟨Kl H, 14⟩.

hærðr

adj

forsynet með hár, allvel h—3, medfyldigt og langt hár, ⟨Þry IH, 3⟩, hærulangr, ad/, tilnavpå grund atidlig hvidt hår, ⟨Gr I, 8⟩.

hæsaz

(st), blive hæs, h—iz (skáld) ⟨Bj Il, 54⟩.

hæta

(tt), true, h. horðu ⟨Fr I, 16⟩.

hætta

(1.) (tt), vove, udsætte for fare, h. út lífi ⟨Ski VI, 45⟩; h. á e—3 ⟨Gr I, 28⟩, ⟨Gri I, 65⟩.

hætta

(2.) fare, eiga mest í h—u, have selv mest at risikere, ⟨Skh I, 45⟩. | £ hættligr, farlig, h—t sår ⟨Gr VII, 56⟩, h—t strid ⟨Vǫ VI, 17⟩, ⟨G H, 29⟩, h—t hringa þing ⟨Gri I, 24⟩, h-g harma dyngja ⟨Skh V, 16⟩, h—t hamingju banÓlB 1, 12.

hættir

og der dannedes eny pl. háttur (og deraverbet). GAndrj. har hættur, pl, der da beror på degamle forhættir; nu er denne forgået ud aspropel. Jfr. håttr, háttaprúðr, beleveí siopførsel, ⟨Skh I, 5⟩.

hættr
hættur

adj

farlig, hætt er ⟨Fr IV, 62⟩; h—ar undir ⟨Gri V, 17⟩, h. harmafundr ⟨SKR II, 51⟩; láta seggjuhætt, gøre det farligt, ⟨Gri I, 36⟩, liggja helju h. má bet. ligge dod, ⟨Skh Ill, 17⟩, trúig hætt, mener jeg det er farligt, ⟨Þr VII, 2⟩; e—er hætt við harmi, er udsat for, ⟨Skh 11; 18⟩.

hættuvandr

adj

farlig, það er mér h—t ⟨Fi HI, 3⟩.

hæveska

hoviskhed, ⟨Ger III, 48⟩.

hæveskfullr

adj

hevisk, dygð h—U ⟨Fi II, 44⟩.

hæveskleikr
hæveskleikur

hoviskhed, ⟨Sǫ V, 31⟩.

hæveskliga
hævesklega

adv, pá ehevisk máde, fara h. SK 11, 8.

hæveskr
hæveskur

adj

heovisk, beleve h—Kk þjóð ⟨Skh IV, 4⟩, h—t ví ⟨Skh VI, 40⟩; h—Kk skil ⟨U IH, 8⟩, h—Kk læti ⟨Skí 68⟩.

Grófur ljóslestur rímnaorðabókar Finns Jónssonar. Hér er margt brogað og skakkt. Ljóslesturinn var lélegur og flutningur orðalistans inn í gagnagrunninn var flókinn og erfiður. Orðalistinn er þokkalega réttur en skýringar og orðflokkagreining er upp og ofan. Meginatriðið er þó það að hér má leita í orðabókinni. Vonandi mun einhverntíma skapast tími og rúm til að laga betur til í textunum og helst að koma á bæði uppflettingu orða í rímum og vísana í orðabókinni og tilsvarandi rímnaerinda. Hægt er að skoða orðabókina hér.